I påsken var vi jo ret tæt på naturen. ‘Vores’ sommerhus lå for enden af en blind vej, så der var ingen vej og ingen støj. Til gengæld masser af rådyr.

Vi så dem morgen og aften, og de var tæt på. De opdagede også os, og måske var det dem, der iagttog os?

En af dagene kørte vi afsted i bilen og kom lige rundt om hjørnet, hvor vi hørte et rådyr skrige. Lige foran vores bil kæmpede et rådyr for sit liv. Det var viklet ind i et grønt hegn med benene. Det forsøgte at kæmpe sig fri, og det skreg i rædsel. Der stod en dame, som forsøgte at nærme sig for at hjælpe, men rådyret forsøgte at flygte, mens det skreg og vred sig.

Jeg spurtede tilbage til et hus, hvor jeg havde set, at der var en ‘friluftstype’. Jeg tænkte, at han måtte kende en jæger, der kunne komme og skyde rådyret. Det gjorde han. Han ringede op og talte med jægeren, da kvindens mand kom med en grensaks og klippede rådyret frit. Det spurtede afsted uden at se sig tilbage.

Det var så ikke lige dén metode, jægeren anbefalede. Han advarede faktisk imod netop det; vi skulle ikke nærme os dyret, fordi den sparker og har sindssygt skarpe klove. Men manden blev heldigvis ikke sparket, og rådyret løb sin vej, så det endte godt.

Nicholas fulgte hele optrinnet fra bagsædet med store øjne. Og så var det jo ekstra fedt med en happy end 😉

Ifølge jægeren sker det tit, at rådyr bliver fanget i den type hegn og dør en pinefuld død. Folk sætter hegn op omkring deres yndlingsbuske, som de ikke vil have, at dyrene spiser af. Nogle anvender grønt hegn med store huller – store nok til at rådyret kan stikke hovedet ind. Hegnet sidder fast i deres gevir eller de får både ben og hoved viklet ind. Og så har vi balladen.

Og så er det bare, at jeg ikke fatter – hvorfor er det, at en skide busk er så vigtig, at man vil indhegne den og sætte dyreliv på spil?