Vi vågnede ved et blingeling fra min computer klokken 9. Nicholas øffede, at han ville sove videre, men morgenmaden skal spises inden klokken 10, så der var ingen anden vej end op, da vi voksne var klar!

Min kære mand kiggede ud af vinduet og sagde ‘det er en god dag at tage i Gardaland! Det er overskyet, så det er ikke så varmt!’

Med sen morgenmad i maven kom vi rimelig sent ud af døren, og da vi var fremme ved Gardaland var klokken omtrent 12. Vi blev vist ind på en p-plads, hvor vi i sneglefart kørte gennem hele p-pladsen, der var fyldt. Helt fyldt.

Vi blev sendt ud på en græsmark bag en ruin, hvor rækker til biler nødtørftigt var markeret med flagrende bånd. Vi fik en plads på marken, og så var det bare om at snøre vandreskoene, for først skulle vi gå over de tørre marker til Sealife og derfra over til Gardaland.

Må jeg stilfærdigt anbefale, at man bygger mere end én indgang til et gigantisk p-areal, så alle ikke skal køre ind ét sted og køre i sneglefart i kortege gennem kilometervis af parkerede biler, før man når græsmarkerne med de ledige pladser allerbagest?

Nå, men vi købte en familiebillet, som kostede €90, og så var alt gratis; alle forlystelser, vand, kølige dampbade og toiletbesøg.

Maden var også ret billig; Nicholas og jeg fik en lidt trist Pizza Margarita, 0,5 liter sodavand og en bakke med 5 nachos for €7 per næse. Det var en turistfælde af rang, hvor maden ikke var noget at juble over, men bare mættede.

Vi så, at de viste Ice Age i 4D. Der var omtrent en halv times ventetid, men Nicholas var frisk, så vi ventede. Vi fik udleveret briller og kom til at sidde midt for. Vi fik brillerne på, og så tog vi afsted til istiden. Det holdt 100%.

Sæderne bevægede sig under os, vi fik dinosaurspyt i ansigtet, og under vandet var der bobler (sæbebobler). Da den onde dino fnyste, blæste dens varme ånde på vores ben. Selve filmen var fantastisk i 4D – det var næsten så tæt på, at jeg følte, at jeg kunne stryge Manse’s pels!

Men det allerbedste var faktisk Nicholas’ reaktion. Han jublede og grinede og fægtede med armene! Han syntes, at det var så fedt!

Ved forlystelserne stod der hvor lang ventetid, der var. Nicholas ville gerne prøve vandrutschebanen, men der var 70 minutters ventetid (!), så vi fik ham overtalt til at prøve vikingeskibene i stedet. Dem elskede han, og han grinede hele vejen op og ned ad åen!

Derefter prøvede vi tekopperne, monorailen og tusindbenet. Vi behøver ikke at være bange for, om det er for vildt. Tusindbenet er en minirutschebane, og han grinede og jublede bare hele vejen.

Køerne var heller ikke noget problem – han forstår godt, at vi skal vente, og han er meget obs på ikke at springe over og holde sig til. Han klatrer til gengæld op af hegn og gelændere, mens vi venter. Han står ikke stille i 2 minutter, mens vi venter, men sådan er det, og vores opgave er at skabe plads til det i køen, så går det fint.

Da vi havde prøvet tusindbenet, prøvede vi tekopperne og vikingeskibene igen, og derfra gik vi mod udgangen. Det blev ikke vel modtaget, og vi fik skældud fordi vi ‘altid bare vil hjem’. Efter 6 timer i bagende sol, havde de gamle fået nok, og der var også nærmest en dagsmarch til p-pladsen.

Nicholas klagede over, at han intet fik prøvet, at vi bare siger nej og nej, samt at vi altid vil hjem. Suk 😀

Ved udgangen prøvede vi en traktortur på Jens Hansens bondegård, hvor Nicholas styrede, og vi sad bagi.

Min mands kække kommentar omkring det overskyede kølige vejr var et skævskud; skyerne var varmedis, og da solen brød igennem blev vi stegt!

På hjemvejen tømte vi Famila i Peschiera for diverse drikkevarer og snacks. Derefter kørte vi ind til Peschiera og spiste aftensmad på La Canal ved kanalen. Vi var helt smadrede, men maden var god og restauranten var hyggelig.

Indehaveren lignede Madame Castafiora fra Tintin; en stor kvinde i stram blomstret kjole, rød læbestift, høje hæle og store armbevægelser, stemme og latter. På én gang flyttede hun rundt på borde og gæster, bød velkommen, korreksede tjenere og spiste mad sammen med sin familie – en gryde kom på bordet, og så kørte det. Totalt italiensk!

Nicholas fik sig en smølfeis, og han var så glad – han gik og spiste, indtil en mand skubbede til ham, så han tabte sin is ud af bægeret. Manden fortsatte, og Nicholas kiggede fortabt ned på sin is på jorden. Jeg fiskede det op fra jorden, som ikke havde rørt selve jorden. Jeg hjalp ham med at spise de sidste bidder, og vi øffede over ‘den dumme mand’. På den måde kom han igennem det uden at blive rigtig ked af det.

Da vi kørte hjem fra Peschiera lynede det i det fjerne, og himlen var helt sort, men uvejret nåede ikke hen til os.