Som ellers forholdvis moderne kvinder har vi fået den her fikse og ret romantiske idé om, at børn ville have det bedre uden institutioner, fordi det er mere naturligt at børn er hjemme hos deres mor. Vi ser for os et solbeskinnet hjem med ro og varme, sol der flimrer gennem trækronerne, børn der leger stille og roligt på gulvet i solstriben, og en mor der sidder og smiler blidt, for sådan var det i gamle dage, før kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.
Men det var det bare ikke, for mig bekendt har børn aldrig gået hjemme hos deres mødre hele dagen. Små børn blev i gamle dage passet af landsbyens ældre, som trommede byens børn sammen i en hytte uden dør. Når børnene var store nok i 4-5 års alderen kom de heldige i skole, mens de mindre heldige skulle ud at arbejde for føden.
Også mødrene knoklede i marken, for herremanden eller som syersker o.l. Vi taler om, at ‘kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet’ som om kvinder aldrig har arbejdet før og bare har siddet og kigget på børnene, men kvinder har arbejdet længe før industrialiseringen, de har arbejdet både hårdt og gratis. Jeg mener derfor, at det er både naivt, romantisk og virkelighedsfjernt at antage, at det var bedre at være barn i ‘gamle dage’.
Jeg forstår heller ikke, at hvorfor nogen ønsker at søge ‘tilbage til rødderne’, når jorden, som rødderne vokser i nu, er helt anderledes end dengang. Og hvorfor er det, at vi bruger så mange ressourcer på at se bagud med rosenrøde briller, i stedet for at smide brillerne og se fremad? Ja, vi kan da plukke det bedste fra dengang, men hvad med at stræbe efter at nå nye højder for vores børn? Tænke ud af boksen og komme videre og længere end før?
Jeg mener, at vi som samfund har et megastort ansvar for hvordan vi bedst kan sørge for børnene har de bedst mulige vilkår, for vores alles børn er et fælles ansvar. “It takes a village to raise a child” – og det er faktisk ikke løgn. Men sådan er det ikke i dag; som samfund har vi nemlig bekvemt fralagt os dette medansvar overfor vores alles børn. Børn er i dag i højere grad end nogensinde før udelukkende forældrenes ansvar. I stedet kalder samfundet med den (u)ansvarlige minister i spidsen moderne forældre for forkælede, fordi de drister sig til at pippe op om, at der da må være en anden måde at anskue og måske endda gøre tingene på. I samfundets øjne er alternativet til et stresset familieliv nemlig; lad dog være med at få børn!
mammalade 
Hm.. Jeg er helt enig i ordsproget “It takes a village to raise a child” fordi børn har brug for at vide at der findes mange forskellige mennesker derude, med forskellige drømme, håb, tanker, værdier, grænser osv. Derimod er jeg ikke helt enig med dig i din påstand om samfundet. Ifølge min opfattelse går ansvarsfralæggelsen hele vejen rundt og alle peger fingre af alle. Politikerne siger det er forældrenes og lærernes ansvar, lærerne siger det er politikernes og forældrenes ansvar, forældrene siger det er politikernes, lærernes og bedsteforældrenes ansvar. Ingen synes at være indstillet på at sige: Det er MIT ansvar. MIT ansvar som mor, MIT ansvar som lærer, MIT ansvar som pædagog, MIT ansvar som politiker, MIT ansvar som samfundsborger.
Hvorfor alle fralægger sig ansvaret har jeg brugt en del tid med at spekulere over og jeg tror det til stor del handler om manglende viden og den håbløshed der udspringer af dette, vi har nemlig ikke særlig stor viden om hvad fx børnehaver gør ved vores børn eller på hvilken måde vi bedst udvikler og uddanner vores børn i forhold til den fremtidige verden de går i møde (forskningen i Danmark er uhyggeligt begrænset og i Danmark ser man ikke ret gerne til udlandet for forskning men foretrækker at enten bedrive 0-forskning(ja, det heder faktisk det…) eller opfinde den dybe tallerken én gang til) og når folk så ikke ved hvad de skal gøre – vælger de at gøre intet – eller pege fingre ad andre. Desværre.
LikeLike
Tak for din kommentar 🙂
Jeg tror sådan set ikke, at vi er uenige – jeg efterlyser også ansvarstagning. Jeg vil frem til at vores børn er et fælles ansvar med forældrene som lead. Men at forældrene har lead’en på ansvaret betyder ikke, at vi andre kan fraskrive os ansvaret, og det er det, jeg synes, at der så effektivt sker fra flere sider.
Jeg tager gerne ansvar for min søn, og jeg forventer samtidig, at andre autoriteter i hans liv tager ansvar for deres ‘bid’ af ham. Som mor kan jeg ikke tage over og være på vagt 24/7 for min søn – jeg kan og vil godt prøve, men jeg er også nødt til at outsource til ressourcepersoner. Jeg forventer derfor at andre handler ansvarligt overfor min søn – og ja, i sidste ende også overfor samfundet. I stedet for at løbe fra ansvaret og claime, at det hele er ‘samfundets skyld’. For hvem er samfundet?
Det er jo os!
Gitte K
LikeLike