Mauerfall 25

Jeg voksede op med en solid og uafrystelig grundangst for at blive udslettet – det var ikke et spørgsmål OM, men snarere et spørgsmål om HVORNÅR. Jeg var skidebange, da jeg var lille, og der var nogle nætter hvor jeg ikke kunne sove og græd mig i søvn hos min mor, fordi jeg var bange for at dø. Den sikre død lurede nemlig i form af atombomber, kold krig eller Barsebäck, hvis krigen alligevel ikke kom.

Jeg sang med på sange, der ikke gjorde mig mindre bange – de havde tekster, der fortalte mig, at de voksne ikke kunne passe på os børn og værst – at de selv var bange.

“De voksne kan også være bange
og synge lange, lange bange sange.
Der er så meget man skal passe på.
Jeg har jo dig, jeg skal passe på”

Man vænner sig efterhånden til grundangsten, så det var bare sådan, at det var. Den kolde krig og atombomberne, det var bare en trussel over vores hoveder, og så levede vi med det. Vi lærte om de to Tysklande i folkeskolen. Vi så billeder af muren uden at det gjorde det store indtryk, fordi en mur, der deler et land er fuldkommen absurd og ubegribeligt.

Da jeg stod ved siden af muren for første gang i juni 1989 blev jeg lamslået af, hvor total, brutal og komplet adskillelsen var. Man kunne ikke kigge over muren andet end fra de platforme, der var stillet op. Scenariet var endnu værre fra platformene.

Inde på den anden side gik soldaterne frem og tilbage. Der var ikke bare én mur, der var to. Og mellem dem – den visse død. Muren var hvid på indersiden, der var vagttårne, projektører, ståltråd, hunde, vagter. Normalt passer grænsevagter på, at ingen kommer ind – men her var det omvendt; her passede de på, at ingen kom ud!?

Vi kiggede ind over muren til Potzdamer Platz. Min far lød som en historiebog og fortalte, at Potzdamer Platz før krigen var Europas travleste plads. Det var her, man blev nødt til at opfinde trafiklyset for at regulere trafikken. Jeg gloede ind på en stor flad græsmark med omrids af veje på kryds og tværs. Europas travleste plads?

IMG_0669.JPGEfter et par dage i Vest-Berlin fik jeg overbevist min far om, at vi ikke kunne tage til Berlin uden at tage til Øst-Berlin. Så vi afsatte en dag og tog toget til Øst-Berlin en søndag, og det var en knugende oplevelse, som jeg næsten fortrød, fordi vi forlod vestens trygge rammer og stillede os i kø og ventede, mens grønklædte vagter med gevær overvågede os. Vi ventede stille på vores tur, og jeg følte mig meget lille, da manden i lugen granskede vores pas. Vi tvangsvekslede 5 D-mark til 5 Østmark pr person. Jeg har mine endnu, for der var ingen steder, vi kunne bruge dem i Øst-Berlin.

Vi gik en tur ned ad Unter den Linden – først op til Brandenburger Tor, hvor vi kiggede tilbage mod vest – og siden ned til Alexanderplatz. Det er den tur, jeg sidenhen har gået mange gange med min familie, i frihed.

Da vi igen sad i toget og kørte tilbage mod friheden, stoppede toget brat et kort stykke fra perronen, og de undersøgte togets undervogn med hunde for at fange eventuelle flygtninge. Der var helt stille i toget, og det løb mig koldt ned ad ryggen. Vi kunne let rejse ind for så at rejse ud igen. Et helt folk var frarøvet friheden.

Fra den dag var det umuligt for mig at glemme hvad muren stod for; total og afsindig ond adskillelse af familier, mennesker og folk. Ufrihed. Fangenskab. Den juni-dag var der intet tegn på glasnost. Tværtimod føltes det uendelig langt væk. Derfor føltes det helt ufatteligt, at den mur, jeg var vokset op med, blev væltet få måneder efter jeg stod ved siden af den og først dér fattede rigtigt, hvor ondt et værk, det var.

2 Comments

  1. Jette siger:

    Fantastisk skriv, især for en der ligesom dig er et barn af 70’erne og 80’erne, og som også var pissebange for atom-krig. Jeg kan den dag i dag ikke fordrage sangen ‘Vi voksne kan også være bange’. Jeg var i Berlin i 1987, og jeg husker fortsat suget i maven, da jeg på vestsiden stod på en udsigts-platform og så indenover ingenmands-land. Eller hønsenet-hegnet der stod lige ved Muren i nærheden af Rigsdagsbygningen (der forresten var fyldt med skud-huller fra kampene i foråret 1945), hvorpå der hang hvide kors med navne og datoer på de personer, der forgæves havde forsøgt at komme fra Øst til Vest. Det lagde en betragtelig dæmper på stemningen, da det gik op for os at et af korsene var under 2 måneder gammelt, og personen havde været en ung mand på et par og tyve år. Eller da vi skulle krydse grænsen i 2 turistbusser (vi kørte fra Vest-Tyskland til Vest-Berlin) og vi skulle sidde i alfabetisk rækkefølge i busserne med opslåede pas. Grænsevagterne med deres skarptladte maskinegeværer var unge mænd og ikke meget ældre end os selv. Jeg husker, jeg husker…

    Faktum er at turen gjorde et uudsletteligt indtryk på Jette knap 13 år, og jeg forstod for alvor at frihed ikke var alle forundt. 2 år senere faldt muren med et brag, og jeg så mine forældre sidde i stuen med glædestårer strømmende nedad kinderne. Se det gjorde også indtryk. Det gjorde demostrationerne på ‘Den Himmelske Fredsplads’ i Beijing forresten også, omend det var med helt anderledes sørgelig udgang.

    Like

  2. Fru K siger:

    Hej Jette,
    Jeg afskyer også den sang, virkelig! Det er så absolut IKKE en sang, jeg vil synge for min søn! Så meget essensen af min barndom med den der grundangst… Spændende at høre din Berlin-historie …

    Sjovt, at du nævner skudhullerne i rigsdagsbygningen. Vi gik også den vej, bygningen lå øde og forladt hen. Jeg tror ikke engang, at der var vinduer i, der var brædder for. Rigsdagsbygningen lå så tæt på grænsen, at man måtte gå op på en terrasse på bygningen eller tilkørselsrampe – eller hvad det var. Derfra har jeg faktisk taget nogle billeder, for der kom man MEGET tæt på vagterne i vagttårnet på den anden side. Så tæt, at vi havde øjenkontakt med dem. Det var ubehageligt. Selvom vi var i friheden, var vi under opsyn. Og jeg husker også skudhullerne … og de hvide kors … og ståltråden, der lige stak op af vandet ude i Spree.

    Vi gik rundt i Øst-berlin og gik væk fra de store gader, og der var der toppede brosten på gaderne med græs i mellem og sønderbombede huse, der stod tilbage som delvis ruiner, mens folk boede i containere i rendestenen. Det var virkelig et chok. Jeg tog et billede af det. Skal lige finde det, så deler jeg det nok …

    Det var i øvrigt et stolt øjeblik for min far, for da vi var tilbage i Vest, sagde jeg ‘pyyyh, efter dét bliver jeg aldrig kommunist!’

    Kram fra Gitte

    Like

Der er lukket for kommentarer.