Lørdag morgen vågnede vi ved et brag. Knægten lå på ryggen på badeværelsesgulvet og skreg i vilden sky. Han havde slået hovedet, og han skreg af smerte, chok og skræk. Lidt efter forklarede han, at han havde haft ondt i maven, og han var så stået op for at gå på toilettet og var faldet i mørket.

Et øjeblik senere kastede han en kaskade af vand op, og han skreg af skræk. Han forstår det ikke, han har kun kastet op én enkelt gang, da han var baby, så det var vildt chokerende for ham at opleve kroppens kast-op-funktion. Han hostede lidt mere vand op, og vi fik talt ham til ro igen.

Jeg tog straks fat på at revidere weekendens planer. Læs; aflyse. Jeg er i mellemtiden også blevet forvandlet til en hostende og (f)nysende snotdrage. Ikke vildt delikat. Snot og bræk? Ikke optimal menu til en brunch søndag formiddag 😦