Den omverden, altså. Det er svært at stå der med diagnoser som autisme og adhd, som folk tror, at de ved alt om. Flere i vores omgivelser siger ofte ‘der er intet galt med ham’ og affærdiger dermed al vores viden og alle vore bekymringer. Det er i min verden en lodret afvisning, og jeg skal faktisk søge dybt ind i min kerne for ikke at reagere såret og vredt. Nej, der er ikke noget galt med min søn, men han er, som han er, og det vil jeg gerne have bliver accepteret og forsøgt forstået.

Autisme og ADHD … jeg fik et chok, da min søn fik de diagnoser. Jeg forestillede mig også noget Rainman-agtigt, altså et sært indadvendt asocialt menneske med spøjse evner. Den film har virkelig gjort (forkert!!) indtryk på folk. Og det første jeg derefter hørte omkring autisme var heldigvis, at “når du har mødt én med autisme har du mødt én med autisme” – forstået på den måde, at der er tale om et spektrum, og hver person har sin egen form for autisme. Autisme spektrum forstyrrelse omtales altid som autisme, og dermed glemmer vi konsekvent noget, der er mindst lige så væsentligt som autismen – nemlig spektrum.

Har du tænkt over hvad et spektrum er? Et farvespektrum er alle farver, også de farver, vi ikke kender og som ikke har et navn. Farver fremkommer som brydninger af lys, og farverne kan ændre sig afhængig af tid, lys osv. Alle farverne i spektret er jo ikke som Rainman, vel? Hvis Rainman var grå som regnvejr, så er min søn måske farven blå, og din søn eller datter er måske farven grøn – og ingen ville sige, at det er det samme som grå, vel? Sådan er det også med autisme. Der er fællestræk – og der er nærmest endnu større forskelle. Men ikke alle er grå. Eller blå. Eller grønne.

Det er RIMELIG svært (læs: umuligt) at forstå, når man ikke er personligt engageret. Folk TROR, at de godt ved, hvad autisme er for noget. De ved i virkeligheden ikke en skid, og det er på den baggrund, at de udtaler sig. Og det er her, forældrene kommer ind i billedet. Jeg kan forklare min søns særlige farve for dem. Hjælpe dem med at se andre nuancer end sort hvid og grå. Når de forstår, hvad det er og begynder at se hans særlige farve, så forstår de min søn og kan møde ham, som han er. Og jeg kommer til at forklare det millioner af gange. Også mange gange til de samme mennesker, for folk glemmer det.

Og på sin egen omvendte måde er det jo godt, at vores omgivelser mener, at den er helt gal, når de opfatter det som om, at vi prøver at gøre vores søn til Rainman. Det er jo sådan de opfatter det, fordi de kun kender autisme i skikkelse af Rainman, som i øvrigt ikke var rigtig autist, men savant, som er langt mere sjælden …

Jeg kender det, for jeg har jo haft det på samme måde før alt det her. Jeg forstår det udmærket, når folk ikke fatter en meter, selvom de tror, at de ved alt. Jeg fattede heller ikke en meter før juli 2013, men har lært det på den hårde måde. Nu fortæller jeg så også vidt og bredt om de to diagnoser, min søn har. Jeg spreder små dråber af viden her, på facebook, i debatter, til julefrokoster, til middage, i børnehaven, på gaden.

Jeg tænker, at alle før eller siden kommer i kontakt med mennesker med autisme og ADHD – begge diagnoser er misforståede, og folk går ud fra, at de godt ved, hvad det er. De fatter det ikke, deres viden er begrænset til en lille flig. Jeg tænker, at hvis jeg kan give dem små dråber af viden om autisme og ADHD, så møder de måske andres ‘uopdragne’ eller anderledes børn med forståelse næste gang.

Og jeg tænker, at hvis vi alle gør det, så må budskabet nå ud til selv de mest forstokkede mennesker i befolkningen på et tidspunkt. Og en dag er det min søn, der bliver mødt med forståelse og indsigt fra en fremmed, der har hørt …

Ville det ikke være FEDT?

“Nothing in all the world is more dangerous than sincere ignorance and conscientious stupidity.” – Martin Luther King

“Uvidenhed er konge, og mange vil tabe på, at han abdicerer” – Walter M. Miller