Jeg vågnede for 3 uger siden med stærke jagende smerter bag højre øre. Ja, dét øre. Øret med svulsten. Altså, det øre, hvor jeg har fået opereret cholesteatom væk fra 2 gange. Jeg blev slået af panik, og jeg sov selvfølgelig ikke mere den nat, men lå og prøvede på at forberede mig på at svulsten æder mit kranie, og jeg dør af det. Jeg er ellers ikke kendt for min livlige fantasi – !

Nå, men smerterne var der det meste af dagen, og jeg havde en knude i maven af skræk. Så jeg ringede til hospitalet og bestilte en tid … 3 uger senere. Det var så i dag, og i mellemtiden har jeg haft jag af smerter, men har det meste af tiden ikke haft særlig ondt. Og så har jeg prøvet slet ikke at tænke på det.

Jeg kørte på hospitalet, og jeg kom op på briksen. Jeg fortalte om mine smerter, og lægen så på mig. Han mente umiddelbart ikke, at det så godt ud, der sad nogle skorper, der dækkede, så han ikke kunne se, om der var begyndt at vokse en svulst frem inden under. Og så fjernede han skorperne, der dækker mit indre øre, der hvor jeg er opereret. Det tog et kvarters tid, bid for bid trak han det løs fra mit øres indre med en kombination af en lang pincet og en sugedims (som den fra tandlægen, bare meget mindre).

Det gjorde så ondt, og fordi han havde godt fat inde i øret, blev jeg også svimmel. Jeg nev mig selv så hårdt jeg kunne i min hånd. Det er SÅ ubehageligt. Da han fik det sidste ud, kiggede han, og så sagde han, at han lige ville hente en anden læge, for han var ny og havde ikke erfaring med cholesteatom. Jeg var simpelthen ved at tude lige der. Jeg var så bange, og jeg tænkte bare … f**k, og jeg prøvede at forberede mig på endnu en operation.

Han kom tilbage med en anden læge, som jeg udmærket kender og har stor tillid til. Hun viste den yngre læge – og mig – præcis hvad der foregår i mit øre på videoskærmen. Hun viste mig også på en plakat, hvad det er, de har fjernet ved operation nr. 2 udover svulsten. De har faktisk fjernet de fleste af mine øreknogler, og jeg har et tomrum, hvor andre normalt har diverse øreknogler (hammer, stigbøjle, ambolt etc). Det betyder, at når skorper etc er renset væk, så kan de se det hele – også hvis svulsten vender tilbage, hvilket hun fortalte mig er ret usandsynligt, fordi de netop har fjernet alle de knogler, som den sætter sig på og gnaver væk. Svulsten kan kun vokse én vej, og det er nedad i ansigtsknoglerne, men det er uhyre sjældent.

De symptomer, jeg har – altså trækninger i hovedet, jag af smerte, ondt i øret etc – er helt almindelige, og det stammer fra øret, fordi det er blevet langt mere sart, følsomt og modtageligt overfor virus og bakterier. Fx kan jeg opleve stærk svimmelhed, når jeg får kold luft i øret, fordi balancenerven ikke længere sidder i læ af øreknoglerne. Jeg skal bare passe mine kontroller hver 3. måned, så mener hun ikke, at det er sandsynligt, at jeg får problemer med cholesteatom igen. Øret vil derimod altid være problematisk, men ufarligt – det er meget modtagelig over diverse infektioner, fordi hulrummet i mit øre er guf for bakterier og snavs.

Men jeg tænker, at når bare jeg ved det, så kan jeg bedre leve med det og kontrollere panikken, for det er panikken ved tanken om, at det er svulsten, der vender tilbage, jeg ikke kan holde ud. Rent basalt, så stoler jeg ikke længere på, at min krop nok skal fortælle mig, hvis den er syg. Jeg opdagede jo ikke, at svulsten havde vokset sig stor inde i mit hoved – hverken første gang eller da den vendte tilbage anden gang. Derfor bliver jeg nervøs og reagerer panisk, når jeg så mærker noget usædvanligt i øret.

Nu ved jeg bare, at det ikke er noget usædvanligt. Det er ‘den nye normal’ med mit opererede øre, at jeg har ondt af og til. Jeg er så glad for, at lægen forklarede om det – jeg synes, at det var vildt fedt, at hun tog sig tid til at forklare både mig og den unge læge om hvordan mit øre ser ud indvendigt efter operationen. Jeg ved langt meget mere om det nu, og det føles rart og beroligende med den viden. Og nu har jeg skrevet det hele ned her, så jeg kan læse det næste gang, jeg vågner med panik i sjælen. Pyyha …