Jeg vågnede op torsdag nat med den ondeste migræne. Jeg kunne simpelthen ikke stå på benene, og vi havde ingen hovedpinepiller, så min mand var så sød at stå ud af sengen og direkte ud i mørket inden klokken slog 6 på jagt efter hovedpinepiller. Jeg har aldrig haft så ondt i knolden før, og jeg blev nødt til at melde mig syg.

Jeg tænkte, at det måske var væskemangel, så jeg drak noget vand. Og så kastede jeg voldsomt op. Min mave gjorde ondt, for jeg havde jo ingenting i maven at kaste op af. Jeg kapitulerede og meldte mig syg. Jeg fik et par hovedpinepiller og krøb ned under dynen. Ved 10-tiden var det ikke det mindste bedre, og jeg tog et par piller mere.

Klokken 12 var det en lille smule bedre, og jeg tog to hovedpinepiller til. Omkring klokken 14 kunne jeg stå op og gå omkring. Mit hoved var nu til at holde ud at have siddende på skuldrene. Det var kun lidt ømt under pandebrasken og i nakken. Og et lys gik op for mig – migrænen hænger sammen med undersøgelsen af mit øre. Jeg lå nemlig i den mest akavede og anspændte stilling med hovedet drejet til siden på en briks med en høj nakkestøtte. Jeg slappede heller ikke ligefrem af i de 10 minutter det tog at få renset ud i mit øre. Så jeg har spændt helt op og helt forkert i nakken, og det er der, migrænen kommer fra. Rart at vide.

Fredag morgen havde jeg stadig ondt i bøtten, men meget mindre – og det kunne klares med en kombi af panodil og ipren. Fredag blev en supereffektiv dag på jobbet. Der er julestemning, og december måneds hektiske stress, pres og jag var afløst af en løssluppen ‘vi-når-det-vi-når-stemning’ – og det paradoksale var, at kolleger, der ikke har smilet i ugevis, pludselig smilede og morede sig – og jeg tror, at fredag var den sjoveste og mest effektive arbejdsdag i december for de fleste af os. Skønt!