Fredag morgen var vi til 5-års undersøgelse hos lægen. Knægten var ikke begejstret ved tanken om, at han skulle vaccineres, og han ville gerne vide, hvorfor han skal stikkes. Jeg forklarede ham, at vaccinationerne er en slags skjold mod sygdomme, som man får sprøjtet ind under huden.

Jeg fortalte ham, at mormor ikke fik vaccinen, da hun var lille, og hun fik derfor børnelammelse og kunne ikke løbe og lege i et helt år. Det er nu ikke helt sandt; mormor fik faktisk børnelammelse, hun slap fra det uden mén, men jeg ved ikke noget om, hvorvidt det betød, at hun ikke kunne lege. Min søn mente dog ikke, at det var så slemt, for så havde hun kunnet spille Ipad et helt år, og det var først, da han forstod, at der hverken var Ipad eller Ramasjang dengang, at han sagde “stakkels mormor .. var det ikke kedeligt? … et helt år uden Ipad?” spurgte han.

Nå, men det var den vaccine, vi kom fra. Han var bekymret, og jeg mindede ham om, at sidste gang blev han fejret som børnehavens store helt, da han kom og viste sit vaccineplaster frem. Og så protesterede han ikke mere.

Hos lægen var han fuld af fis og glade gnister i sine blå øjne. Lægen var supergod til ham. Hun bad ham om at gå hen og blive målt. Bom, det gjorde han bare. 114 cm. Han gik hen på vægten og blev vejet til 19 kilo. Hun fik ham til at smide bukserne og så bl.a. på hvordan han går og om han kan hinke. Hun kom med ispinden og fik ham til at sige ‘aaaah’, mens hun kiggede ham i halsen. Han lod hende også lyse ind i begge ører, og hans øjne var skarpe og kunne se nederste linie – først med højre og bagefter med venstre øje. Han blev lyttet på brystet og ryggen.

Og så kom det til vaccinen, som i dagens anledning var to vacciner. En i hvert lår. Pyyha. Han sad hos mig, og han græd allerede på forhånd, men han sad stille og gjorde præcis som hun sagde. Et stik, to stik, og det var så det. Han fik seje plastre på, og jeg trøstede ham, for han græd højlydt. Av, mit morhjerte… Et par minutter efter tørrede han tårerne væk og var på vej ud for at hente sit legetøj – han ville have et miniskateboard fra lægens kasse. Det var så sejt sidst at vise til vennerne.

Han krammede sit skateboard og sagde farvel til lægen, og jeg var helt vildt stolt af ham. Jeg kørte ham ned i børnehaven, hvor han fortalte vennerne, at han var blevet stukket TO gange og hev bukserne ned og viste plastrene frem. Han havde ikke tid til at vinke til mig, og jeg kørte storsmilende på arbejde. Det var sidste stik. Ikke flere børneundersøgelser og vaccinationer.