Kender du solenodonten?

Nej, vel? Solenodonten er ikke Peter Plys’ nyeste ven næst efter hafferlaffen. Det er et af verdens mest truede dyr – og et af de mest mærkværdige. Det er verdens eneste pattedyr med gifttænder som man kender det fra slanger.

Den er kendt for at løbe på tæerne, og når den løber for hurtigt, vælter den! Det grinede vi ret meget af, da vi læste om solenodonten i bogen “Mærkværdige Væsener” forleden.

Om morgenen talte knægten om dyret – og kunne både huske og udtale dets navn. Jeg tabte kæben. Det er et rimelig svært ord, som han kun har hørt den ene gang.

Han spurgte de voksne i børnehaven, om de kender solenodonten. Det gjorde de ikke, men de ville gerne lære den at kende, så dagen efter tog vi bogen med – og nu hænger solenodonten på opslagstavlen.

Her til aften fandt vi den på youtube. Den er nuttet – og underlig. Mon den findes i zoo nogen steder .. ?