Ved denne tid sidste år fik jeg fjernet en ret udbredt godartet tumor i øret. Jeg blev opereret for det første gang i 2010, men i 2014 vendte det så tilbage og nåede at blive meget udbredt, før det blev opdaget, selvom jeg gik til kontrol hver 3. måned i 4 år. 

Faktisk var det først under operationen, at lægen opdagede, hvor udbredt det var. Operationen blev derfor langt mere omfattende end lægen havde skitseret for mig. Oprindelig ville de operere mig gennem øregangen, men i stedet gik de ind bag øret via et c-formet snit, hvorved de løsnede mit ydre øre og vippede det bort. Lægen lavede det han kaldte en “radikal kavitet”, hvilket betyder, at jeg har et stort hulrum, hvor andre har øreknogler. Mine øreknogler og omkringliggende knogler var angrebet af svulsten – cholosteatom eller slet og ret benæder på dansk. Og det er netop det, den gør; æder knoglerne inde i mit hoved.

Jeg fik lidt af et chok, da jeg fik at vide, at det var meget mere udbredt end først antaget. For selvom jeg i løbet af 2013 fik tiltagende ondt, så viste hver kontrol, at der ikke var noget. Eller … ørelægen kunne i hvert fald ikke se noget. Og det var først da jeg insisterede på at blive henvist til hospitalet, at det blev opdaget, og jeg blev indstillet til nærmest øjebliklig operation. 

Mens jeg passede mine kontroller var svulsten en milimeter fra at æde sig gennem knoglen, der dækker min ansigtsnerve. Knoglen var helt gennemsigtig, fortalte lægen, så tynd var den blevet. 

Den oplevelse har på sin vis gjort, at jeg har mistet troen på, at min krop nok skal fortælle mig, hvis der er noget galt. Og jeg har mistet troen på, at en almindelig ørelæge er i stand til at opdage benæderen, hvis det kommer igen. Det er kun specialisterne på hospitalet, der kan opdage det. Så da de i går ville lukke min sag i hospitalregi og henvise mig til kontrol hver 3. måned hos egen ørelæge, var jeg helt oppe at markere. Jeg gik derfra med en tid på hospitalet igen om et år.

Det er naivt at tro, at jeg selv kan mærke det, hvis det kommer igen. Operationen har nemlig gjort, at jeg jævnligt har ondt i øret uden at det betyder noget. Derfor er jeg afhængig af specialisternes syn på sagen. Om et år skal jeg til kontrol igen. Jeg er bare ikke lettet, jeg er bekymret. 

Det meste af mig prøver at tro på, at operationen helbredte mig, og det jeg oplever nu, bare er følger af et ret voldsomt indgreb. Men en del af mig er skidehamrende bange for, at de har misset noget af det, så det igen begynder at vokse vildt i mit hoved. Jeg må tænke positivt og lytte til hvad de sagde. De sagde, at jeg er helbredt, så det er jeg nok. Og jeg skal til kontrol igen om et år.