Briller, der driller

Med hornhindebetændelse igenigen er jeg måske nødt til at overveje at skifte kontaktlinserne ud med briller. Det er anden gang indenfor et par år, at jeg har fået denne type alvorlig infektion i øjet. Kontaktlinser er kraftig medvirkende årsag hver gang. Så jeg tænker, at jeg måske skal indstille mig på at bruge briller 3-4 dage om ugen – og kun ruge linser, når jeg skal noget særligt.

Men .. jeg hader bare at gå med briller. Virkelig. Jeg købte nogle hos Louis Nielsen fra Bruuns Bazar for et par år siden, og de er SÅ elendige. Jeg synes jo, at briller skal være behagelige; gerne så man ikke løbende er generet af dem, men de her briller … jeg hader dem. Inderligt.

For det første; stikker brilleglassene ud fra stellet, som om de ikke er ordentligt tilpasset til stellet – men det fik jeg at vide dernede er normalt. Det ser bare grimt ud, og det ligner dårligt håndværk. Det ser ud som om brilleglassene er ved at falde ud. Men igen, det er kun mig, der ser det. Og brilleglassene falder ikke ud sådan undervejs, kun når jeg pudser brillerne grundigt. Det er nemlig det næste problem; de er altid fedtede. Fordi de glider ned ad næsen retter jeg konstant på dem, og ja, jeg rammer ikke altid i midten, men nogle gange rammer jeg glasset, når jeg skubber dem på plads. Det bringer mig til tredje og MEST irriterende ting ved briller; at de ikke sidder fast.

Det værste er, at brillerne falder af, fordi de er for brede til mit hoved. Jeg blev ellers kraftigt opfordret til at vælge netop disse briller, selvom jeg var i tvivl om hvorvidt de er for brede. Og det er de helt sikkert.

Så jeg skal stramme skruerne hver eneste dag for ikke at falde af. De glider ned af næsen, og de kommer til at sidde skævt, og værst; når jeg kigger ned eller bøjer mig ned for at lukke fx min søns jakke, så falder de af. Jeg hader seriøst de briller! Det er besværligt at stramme dem, jeg får det jo ikke gjort, og når jeg ikke gør det, ryger de af.

Jeg har derfor købt nogle briller på apoteket, og de er langt bedre. Jeg har nemlig ikke råd til nye briller foreløbig, og apotekets briller har derfor været min favorit de seneste 2 år. Og det er derfor, at jeg elsker kontaktlinser og overhovedet ikke har lyst til at have briller, når det skal være SÅ besværligt.

Mit liv er for kort til at gå med briller, der driller. Derfor gør udsigten til at skulle gå med briller et par dage om ugen mig faktisk trist. Øv!