Jeg vågnede mandag morgen med et knaldrødt smertende lysfølsomt øje. Jubii, så vidste jeg bare, at vi er ude i noget, der ikke bare er vuggestuepest. Jeg tog på arbejde som normalt og havde en produktiv formiddag, hvor jeg godt nok så herrens ud, men ikke var videre plaget. Jeg fik en akuttid hos øjenlægen klokken 13, men solens stråler smertede, så jeg ikke kunne holde ud at holde mit øje åbent. Jeg tog derfor solbriller på, men der er jo ingen styrke i, så udenpå solbrillerne havde jeg så mine almindelige briller. Lovely look, men det virkede, og så er jeg ligeglad med resten.

Jeg fik konstateret hornhindebetændelse og regnbuehindebetændelse, og det skyldes primært mine kontaktlinser, samt formentlig bakterier fra pool-vand lørdag/søndag. Da jeg blev undersøgt fik jeg pupiludvidende dråber, så jeg følte mig stæreblind, da jeg gik derfra. Heldigvis ligger universitetshaverne lige i nærheden, og jeg nærmest tumlede derhen med min brille-på-solbrille-løsning og satte mig på en bænk i solskinnet ved søen og skumlede over mit ømme øje. Efterhånden som jeg kunne se lidt igen, blev jeg rastløs og gik en tur rundt på universitetshavernes små hemmelige stier.

Hver gang jeg går rundt i universitetshaverne bliver jeg slået af, hvor smukt og hemmelighedsfuldt, der er. Som en eventyrlig hemmelig ældgammel have, hvor man let kan forsvinde. Der er rislende bække, mørke krat, gode gemmesteder, hemmelige stier, en lille sø, giftige planter, smukke blomster, eksotiske planter og kæmpetræer. Desværre kommer jeg kun forbi, når jeg har været hos øjenlægen – og i den forbindelse kan jeg ofte ikke se særlig meget. Jeg tænker hver gang, at jeg må komme igen en dag med min søn og gå på opdagelse.

På vejen hjem hentede jeg medicin – jeg skal dryppe mit øje en gang i timen 12 gange om dagen, så jeg får travlt. Hen under aften tog smerterne til. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om det var hovedpine eller om det var smerter inde i hovedet bag øjet, så jeg tog et par piller og gik i seng.