Min plan var jo at løbe 5 km den 25. august, og det blev ikke til noget, men jeg løber stadig. Jeg er kommet i gang med at løbe igen efter ferien – jeg har faktisk kun skippet en løbetur, nemlig på den første dag tilbage på job efter ferien. Der var så meget at lave, at jeg tog en sen dag, kom til bunds i mailboksen – og så var der ikke tid til at løbe, når jeg også skulle handle og pakke ud plus det løse.

Jeg tog revanche ved at løbe ugens to øvrige ture .. jeg løber 3 ture om ugen, så 66% succes er da fedt nok. Men jeg havde jo holdt pause i 3 1/2 uge, så jeg var langt fra på samme niveau som før ferien, hvor jeg løb 26 minutter i træk. Jeg startede blødt ud med at gå et par uger tilbage i løbeprogrammet til uge 8, og det var rigeligt hårdt; faktisk fik jeg træningshovedpine dagen efter den ene tur.

I denne uge var det jo så, at jeg skulle løbe 5 km. Det var totalt urealistisk, jeg var skeptisk, men jeg tænkte ‘nu prøver jeg at se’, så jeg pressede mig selv til at tage 20 minutter i træk – og det resulterede i kraftig træningshovedpine på dagen før løbet. Tilmed runder jeg ikke engang 3 km på sådan en tur, og som bonus er jeg helt ødelagt dagen efter pga. træningshovedpinen. Så 5 km? Det er jeg slet ikke klar til.

Så for mig er det fede ved at blive tvangstilmeldt til løbet ikke at deltage i løbet, men at jeg kom i gang med at løbe. Det har jeg tænkt mig at blive ved med. Pyt med at jeg ikke blev klar i tide til at løbe 5 km. Det når jeg nok frem til en dag, tænker jeg.

Men det fedeste er, at jeg overvandt mine vedtagne ‘sandheder’ omkring, at ‘jeg ikke er skabt til at løbe’, ‘jeg kan ikke løbe’ og ‘jeg hader virkelig at løbe’. Jeg kom i gang med at løbe og holder stadig fast i det efter 5 måneder inklusiv opstart efter en sommerferiepause. Jeg er gået fra at kunne løbe 1 minut til at løbe 20 minutter. Har endda været oppe på 26 minutter. Dét, synes jeg, er ret sejt!