Jeg vågnede ved 7-tiden ved lyden af torden og silende regn. Der er kun én ting, der er værre end en kold og våd sommer – og det er en kold og våd sommerferie… Skumle skumle skumle… Det styrtregnede, og skyerne lå tungt mellem bjergene. Der var ingen tegn på bedring selv klokken 10 og klokken 11 … Vi fortalte knægten, at vi måtte droppe den planlagte udflugt med bjergbanen til toppen af bjerget. Han græd store tårer. Selvom han hader regnvejr, ville han gerne have været afsted.

Vi kørte i stedet til et mindre indkøbscenter i Wörgl for at foretage os noget meningsfuldt, mens feriens første dag regnede væk. Her fik knægten fik et sammenbrud over en forside på en DVD; et seriøst sammenbrud, hvor han græd panisk af angst over et uhyggeligt billede. Det virkede meget meget overdrevet, men for ham var det helt reelt. Han gik helt ned over det, og min mand fik ham væk fra butikken, mens jeg stod i kø.

Efter den oplevelse var han meget lille og især meget bange for at komme nær butikken igen. Han blev næsten god igen og fik alligevel en på opleveren – der var et lille legeland, hvor knægten kunne klatre op i 3 meters højde og hoppe ned i en fed madras.

Og da vi kom ud skinnede solen 😀
Lovely, lovely, lovely ❤

Vi kørte direkte tilbage til Westendorf, stoppede ikke på hotellet, men direkte til Alpenrosenbahn, hvor vi tog bjergbanen til toppen. Solen skinnede, himlen var blå med store skyer på, og alt var stadig vådt af regnen, men det var lunt. Vores humør steg til det euforiske. Knægten prøvede hele legepladsen, og vi bestilte den helt ufattelig lækre Apfelstrudel mit Schlagsahne, som er et must netop på denne bjergtop.

De laver nemlig den mest fantastiske Apfelstrudel .. med store chunks af sprøde æbler, samt med en tynd sprød dej, der er så fin, at man kan læse kærlighedsbreve igennem den. Og så med det mest fantastiske flødeskum … jeg tror, at når man pisker flødeskum fra alpekøer oppe i den tynde luft, så sker der noget særligt med flødeskummet .. det bliver lettere, finere og meget meget lækrere end det tunge flødeskum, vi normalt får herhjemme.

Vi nåede at vandre lidt i bjergene, men vi var nødt til at sørge for at nå den sidste bjergbane ned klokken 17, så vi måtte afbryde bjergvandringen midtvejs. Vi var høje og glade, og vi susede hjem og skiftede til badetøj og nåede også at bade i en times tid, før vi skulle spise middag.

Om aftenen gik vi en tur i byen, det var en smuk aften, lidt kølig, men med fin solnedgang. Og jeg fik min elskede pina colada på Café Elisabeth. Uhmmm!