At gå til noget

Lige siden vi stod med en lille baby i armene, har vi fået spørgsmålet ‘hvad går han til?’ I starten gik han (og jeg) til babysvømning. Men babyrytmik, babybio, babysalmesang og alt andet startende med baby sprang vi over. Siden har vi fået spørgsmålet mange gange. Og svaret har altid været nej, lige siden vi droppede babysvømningen.

Vi har afholdt os fra at ‘gå til noget’ fordi vi har en dreng, der hidtil har brugt alle sine ressourcer på at gå i børnehave. Hans jævnaldrende går eller har gået til alle mulige forskellige ting; lige fra tennis, ridning, fodbold, hip hop, mgp-dans, håndbold, ballet, svømning og parkour.

Men nu er han blevet 6 år, og han virker som om han har overskud til at gå til noget. Vi vil gerne have, at han oplever et andet fællesskab end børnehaven, hvor han møder ældre børn, samt lærer at indgå i en anden gruppe end børnehaven – og ikke mindst får rørt sig og lærer at lære.

Som barn gik jeg selv til trampolin, og det var superskægt. Det er ikke verdens mest komplicerede sport at komme i gang med; man skal sådan set bare hoppe, og så skal man turde gi’ den gas på en rigtig trampolin, hvor der kan komme væsentlig mere smæk på end på en havetrampolin. Min gamle klub findes stadigvæk, og der er stadig begynderhold om mandagen i samme hal. Så vi tog en prøvetime i mandags på begynderholdet for de 6-15 årige.

Jeg var meget spændt på det, for han fik ikke noget varsel. Overhovedet. Jeg kom hjem fra arbejde, bad ham lægge Ipad’en, forklarede ham kort konceptet, aftalen var ‘vi kigger bare på’ og så kørte vi med det samme, under 15 minutter efter jeg kom ind ad døren.

Da vi kom frem, var der rigtig mange mennesker i hallen, og han fik lidt sceneskræk over, at de skulle varme op. Han ville gerne være med, men turde ikke rigtig, og så så det svært ud. Så han puttede sig ind til mig. Vi sad og så på midt i hallen, og da opvarmningen var slut, stillede de op i kø til trampolinerne, og han smuttede ind i rækken. Derfra så han sig overhovedet ikke tilbage.

Han hoppede, og mens han hoppede kluklo han af begejstring. En prof trampolin giver et solidt afsæt og kan bare noget helt andet end en havetrampolin. Instruktøren var meget tålmodig med ham – han sprang rundt, drejede rundt og lavede tricks, og det er helt klart mod reglerne. Men til sidst forstod han det og blev bedre til at undertrykke ‘hoppe vildt’ impulserne på sin tredje tur.

Vi sad et stykke derfra og blandede os helt udenom. Vi så ham tale med nogle af de store piger i hans gruppe. Han indordnede sig og ventede tålmodigt på sin tur. På 1 time og 15 minutter fik han 3 springture, så der var en hel del ventetid, men han er god til at vente i kø.

På mandag vil han til trampolin igen 🙂

(2. september)

En kommentar til “At gå til noget

  1. Dejligt at I har fundet en fritids-aktivitet, der passer til Nicholas og jer. Som motorik-fan kan jeg bare sige: HOP igennem Nicholas 🙂

    Ældstedrengen er startet til spejder, og det er bare så godt. Masser af frisk luft, sjove lege (hvor man øver en masse sociale færdigheder) og motion (uden det føles som sådan). I tilgift sammen med gode venner fra børnehave-tiden. Ren vind-vind 🙂

    Men ellers er det indtil nu stærkt begrænset hvad vi har gået til i fritiden med begge drenge. Lidt babysvømning og rytmik mens jeg var på barsel med Ældstedrengen og lidt babysalmesang mens jeg var på barsel med Lillebror. Derudover har vi gået til lidt ‘Musik, leg og bevægelse’ for at styrke deres motorik, men det var placeret i weekenderne, hvor overskuddet er lidt større.

    Jeg kender nemlig også til at man som forældre fravælger fritidsaktiviteter, simpelthen fordi det at gå i institutiuon er r i g e l i g t og barnet ikke kan mere, når det kommer hjem. Men det er aldrig noget jeg har høstet negative kommentarer for. Ikke fordi børnene her i området ikke går til ting, det gør de skam i stor stil, men min families valg er altid blevet forstået/respekteret. Jeg er heller aldrig blevet mødt med forventninger om at nu skal vi også tage på ferie i udlandet, på ture til div. forlystelsesparker eller ud at spise på restaurant. Vi har været det hele, men det er gjort i et tempo, der passer til min familie. Vores prioritet var og er fortsat at der skal være overskud og plads til familieliv og legeaftaler.

    Nu har jeg jo fulgt din dejlige blog i mange år, og du har flere gange skrevet om hvordan det er at stå med et lidt anderledes barn og hvordan det indimellem kolliderer med omverdenes forventninger til et moderne familieliv. Det må være stærkt ubehageligt at være offer for folks (misbilligende) kommentarer/blikke. Dem har jeg 95% af tiden været forskånet for, og de sidste 5 % har jeg nemt kunne ryste dem af mig, for så er de kommet fra fremmede folk.

    Jeg finder det tankevækkende, at der tilsyndeladende kan være så stor forskel på folks holdninger/forventninger, trods det at vi rent kilometer-mæssigt bor ganske tæt på hinanden. For du er ikke den eneste fra hvem jeg har hørt om hvilke forventninger, man bliver mødt med som forældre. Forventninger som – hvis man skal være ærlig – kan være svære rigtig at efterleve, men mindre man har superkræfter og det har de færreste, når det kommer til stykket.

    Hensigten med min kommentar er bare at fremhæve at det er fedt at I lytter til jeres dreng og varetager hans behov, fremfor at forsøge at gøre det andre forventer.

    Like

Der er lukket for kommentarer.