Tillykke mor!

Min mor ville være fyldt 74 år i dag, hvis hun havde levet så længe. Men det er snart 16 år siden, at hun døde. Jeg savner hende hver dag i de små øjeblikke, hvor jeg har et særligt behov for at tale med hende om stort eller småt. Lysten til at dele mine oplevelser med hende har ikke fortaget sig.

16 år er virkelig absurd lang tid ikke at have set sin mor, men selv efter 16 år begriber jeg endnu ikke helt hvor lang tid ‘aldrig’ egentlig er. ‘Jeg vil aldrig gøre det mere’ siger man, og så holder det en uge. Så aldrig er aldrig rigtig alvorligt. Men det er virkelig lang tid, sådan for alvor, når ens mor er død og aldrig kommer tilbage.

Aldrig holde i hånden.
Aldrig tale sammen.
Aldrig kramme.
Aldrig grine sammen.
Aldrig gå en tur sammen.
Aldrig mere dele.

Aldrig.

Min søn lavede de sødeste kastaniedyr til sin mormor. Min far bad os om at købe nogle blomster og køre op på kirkegården med dem, så vi kørte afsted alle 3 i søndags i det dejlige vejr.

Da solen stod op i morges skinnede den på de smukkeste geranium i de smukkeste klare farver fra manden i hendes liv og fra os, samt på nogle fine kastaniedyr fra hendes barnebarn, som hun aldrig har mødt, men som synes, at hans mormor ligner en prinsesse.