Måltidstest dag 3 og 4

Testens dag 3 og 4 blev slået sammen. Dag 3 var jeg ikke hjemme, så jeg brugte et testmåltid som frokost; en salat – eller mere præcist; tomatsalsa.

Dén salsa er lige mig; jeg tilføjede kikærter, så den blev mere mættende (og så er der nok til 2 dage). Nøj, hvor det er en god salsasalat ❤️ Specielt fordi dressingen er kraftigt krydret med klar mellemøstlig slagside, hvilket som bekendt er lige mig. Mums! 
Til aften var der ikke rigtig noget at vælge imellem i supermarkedet. Alle hylderne var ribbede, vi er heldigvis ikke de eneste, der har set lyset og er vilde med hurtige sunde måltidsløsninger. Jeg valgte Bøf Stroganoff fra Hanegal, forkogte basmatiris og en Pizza Proscuitto.  

Risene skulle varmes i mikroen, jeg prikkede hul i plastic’en og hældte et par dråber vand i. Varmede risene, rørte en lille klat smør ud i dem – og smagte. Puha, de smagte forfærdeligt. Mere smør i og masser af Stroganoff, så kunne jeg (næsten) ikke smage den mærkelige kraftige bismag. Der er ingen vej udenom selv at koge sine ris. 

Til gengæld var salaten virkelig fantastisk. Gulerødder, sort quinoa og mandler plus balsamico glace, som vi havde i skabet.  

Pizzaen var faktisk rigtig god med en lækker blød bund med sprøde kanter, samt godt fyld. Men ville det ikke være smartere at sælge en tom pizza – altså en bund med tomatsauce på? Så kan folk selv fylde på 😊