Knægten vækkede mig på sin fødselsdag – han var så glad og fuld af liv, men jeg fik ham til at lægge sig ned igen og snydesove. Vi gjorde klar med flag, og så sang vi ham op. Bling! Han slog sine gnistrende glade blå øjne op. Vi gav ham gaver, og han gik straks i gang med at pakke ud. Den første gave var Sebastians bog “Bidt af vilde dyr”. Han bladrede den igennem og så på alle dyrene og stillede spørgmål – han havde god tid til at fordybe sig i sine gaver, åbenbart! Han åbnede den næste pakke med de to nye Villads bøger, og den tredje pakke med bogen Narnialogi, som gennemgår alle bøgerne i serien med flotte illustrationer. Han bladrede i den, og vi talte om nogle af de eventyr, vi har læst.
Men den pakke, der var det største hit var Skylanders Superchargers til IPad’en. “Hvor fik I den fra?!” spurgte han og jublede. Og så måtte vi installere den; lidt svært i betragtning af, at det krævede skruetrækker til at sætte batterier i.
Så var det morgenmadstid, og vi gik op på morgenmadsterrassen for at spise morgenmad. På vores bord lå en turkisblå ballon og et lille kort, hvor der stod tillykke med fødselsdagen på dansk fra Sonia og Silvia, som ejer Villa Katy. Bordet var pyntet med friske blomster, italienske flag, donuts og lys til knægten. Hans øjne lyste op – og han krammede pigen i køkkenet som tak.
Det var så sødt af dem at gøre det for ham, og helt uventet. Godt nok så de hans pas ved indtjekningen, men det havde jeg alligevel ikke forventet. Men igen, de er jo så søde hos Villa Katy, og det er præcis sådan de er. De formår på deres umiddelbare søde og venlige måde at få os til at føle os hjemme og velkomne. Og når man er en lille dreng langt væk fra venner og familie, så er det den slags, der gør det sjovt at have fødselsdag under sydlige himmelstrøg.
I går spurgte vi knægten hvad han allerhelst ville lave på sin fødselsdag, og han svarede Gardaland. Intet andet. Sidst vi var der, var det en hård tur; mange mennesker, hede og lange køer. Men også sjovt. Så vi skulle i Gardaland igen. Nu i 35C. Vi kunne købe billetter med rabat på hotellet, så det gjorde det både let, billigere – og så kunne vi gå direkte ind udenom køen til billetkøb.
Vi spiste morgenmad og nød den ufattelig smukke udsigt over den smukke blå sø, og lige så smukke blå himmel. De to hvide færger mødtes klokken 9. Det var køligt, temperaturen lå på omkring 27-29C den morgen.
Fødselsdag i Gardaland
Vi havde en lang hed dag i Gardaland, hvor vi fik prøvet nærmest alt, det knægten ville. Vi så en kort udgave af den nye ce Age film i 4D. Det var supersjovt og helt fantastisk. Årets nyhed var Kung Fu Panda land, hvor der var undervisning i Kung fu – og det var selvfølgelig Kung Fu pandaen og tigeren, der stod for undervisningen. Vi kom lige i tide, og knægten deltog ihærdigt i undervisningen, mens vi pustede i solen. Jeg tænker, at de stakkels mennesker i panda- og tigerkostumet havde det varmere end os. Pyha!
Vi kørte også to gange i nudelskålene – det var tekopperne, der havde fået tilføjet kinesiske tegn og nudler alias hudfarvervandslange klippet ud i passende bidder 😄 Denne forlystelse er nok vores drengs favorit. Det var i hvert fald den han havde glædet sig mest til.
Det var meget varmt, og netop det gjorde, at rigtig mange foretrak den nærliggende aquapark i stedet. Det var en god ting, for så var der nærmest ingen kø i Gardaland. Derfor kan jeg godt anbefale, at man trodser heden og tager i Gardaland på en rigtig varm dag. De sælger kildevand med eller uden bobler for €1,50 over alt i parken, og deres dugpaddehatte giver en et afkølende dugbad. Ellers er der et par mindre badelande og soppebassiner, så husk badetøj. Og netop badelandet lovede jeg knægten, at vi kunne komme tilbage til, men det glemte vi – og det har jeg fået skæld ud over siden hen 😳
Til gengæld mødte vi Gardalands sjove grønne maskot – hedder den virkelig Prezzemolo? – betyder det ikke Persille? Knægten fik et kram og lavede high fives med Prezzemolo.
Da vi lancerede ideen om at forlade Gardaland havde vi forventet at vinde prisen som årets ondeste forældre, men knægten sagde bare, at han godt bare ville prøve nudelskålene gang til. Det gjorde vi, og så gik vi mod udgangen. Vi købte et par vand til at dele på vejen hjem.
Vi hoppede nærmest direkte i poolen, da vi kom tilbage til hotellet. Da vi kom op på værelset havde stuepigen lavet en smuk hvid svane af vores søns håndklæde, og der lå også friske blomster, en rød ballon og en pose vingummibamser til ham på hans seng ❤ ❤
Vi pustede ud og kølede af, indtil spisetid.