Godt i gang er halvt fuldendt

Ja, så har vi taget en stor bid af det nye år! 1. Januar i Berlin er ikke død i sværden. Der er masser af liv overalt; restauranter og caféer er åbne, og der er liv og glade dage. Der er sikkert nogen, der ligger brak og svælger i salt, hovedpinepiller, burger og fritter. Men for os andre med morgenfriske børn er der rigtig mange muligheder i Berlin 1. Januar, og vi har i den grad nydt dagen.

Vi startede på Spreegold med at spise lækker morgenmad, vi sad længe og dovnede med kaffe og Nintendo 3DS. Derefter tog vi ud i Berlin på må og få; ud og få en masse frisk luft- Vi valgte at tage ind til Brandenburger Tor og gå forbi rigsdagen op til Hauptbahnhof og nyde udsigten over Berlin. På Unter den Linden var der Neujahrslauf, og der var liv og glade dage med hujende glade løbere og medløbere. Vi rundede lige Dunkin Donuts for at fodre knægten med hans favoritdonuts.

Vi passerede oprydningen efter Europas største nytårsfest og gik forbi Rigsdagen. Vi skød en stribe selfies foran Angela Merkels superflotte juletræ. Derpå gik vi over broen over Spree op til Hauptbahnhof, hvor jeg til min store glæde opdagede, at Rossmann var åben. Jeg fik lige købt lidt hårfarve, håndcremer, vitaminer og andre nødvendigheder. De havde min enhjørningshåndcreme OG flamingohåndcremen, så jeg købte begge to 🙂

Sidst på dagen var vi et par timer på den blå legeplads, som ligger på toppen af en bakke og derfor er helt åben for en meget frisk (læs: isnende kold blæst), samt sol og lys i rå mængder. Lige indtil solnedgang klokken 16. Efter en lang juleferie var vores søn i legeunderskud, og han nød at lege med sin nye ven. Vi blev hængende længere i kulden end vi havde tænkt os, fordi drengene legede så godt sammen.

Da jeg sagde til dem, at vi skulle hjemad, grinede de og sagde “nej!!” og løb deres vej. Deres plan var klar: “Kom, vi klatrer helt op i klatrestativet, så kan de ikke nå os!”. Til sidst fik vi dem dog med hjemad, og de krammede farvel på et gadehjørne. Vi trak hver især af med en sur dreng, der ville lege mere.

“Hvorfor kan vi ikke flytte herned et år?” spurgte knægten surmulende på vej væk fra sin nye ven og legepladsen. Hvorfor ikke? På sådan en dag som denne er livet let, og mulighederne mange. Vi tager hjem i morgen, jeg glæder mig til at komme hjem, jeg glæder mig til at komme tilbage til hverdagen. Måske kan jeg snuppe lidt Berlin med hjem?

Det var mørkt, da vi gik hjemad af de hyggelige gader. Vi pivfrøs og var inde på Glücklich am Park for at købe varm kakao og måske lidt sødt til. Selvom der stod på døren, at de tager Visa, så tog de ikke kort, men henviste til en hæveautomat. Det gad jeg altså ikke, og så gik vi hjem og lavede en kop te i stedet for.

Jeg kan godt mærke, at klokken blev 2 i nat, før vi kom i seng. Og al den lækre nytårsmad var ikke god for min krop, for jeg sov virkelig uroligt. Nu sidder jeg her og tør langsomt op, mens jeg drikker beroligende Lavendel-te, samt afkølet Kombucha-te.

I aften er vores sidste aften; vi har bestilt bord på Yumcha Heroes her klokken 18, og bagefter skal vi hjem og pakke. I morgen flyver vi hjem lige efter frokost.