Jeg har en spritny cykel, der er 14 år gammel. Jeg har 10 km til arbejde på cykel. 10 km er lige i overkanten af, hvad jeg orker at cykle, men her i løbet af sommeren har jeg cyklet til og fra arbejde 2-3 gange om ugen. Det er skønt. Jaja, det er hårdt, det tager 45 minutter, og det går ikke stærkt. En neonklædt mand kaldte mig “kæmpe skildpadde” på supercykelstien, da jeg ikke var hurtig nok til at flette ind og komme op i fart.

Supercykelstien er det eneste sted på min rute, hvor jeg føler mig decideret utryg. Man må cykle i begge retninger, og folk kører meget hurtigt. Jeg bliver overhalet indenom og udenom, folk krydser lige ind foran mig for at dreje, og det er svært at flette ind, når man ikke kører så hurtigt.

Når der kommer en neonfarvet gruppe mod mig på den ikke-ensrettede cykelsti, som kører 3 eller 4 ved siden af hinanden, så kører jeg ud i græsset for ikke at risikere et sammenstød. Jeg er helt sikker på, at det gør ondt på mig at blive ramt af en modkørende cyklist, men det virker ikke som om andre har samme fobi. Måske er det neonfarvede tøj teflonbelagt?

Jeg vænner mig sikkert til det en dag, men her i starten oplever jeg det som ret heftigt. Jeg er jo vant til at sidde i min egen lille bil med god afstand.

Til gengæld er det superfedt, at vi bor i et land, hvor vi har Supercykelstier. Der er cykelpumper rundt omkring, og asfalten er god. Det er også fedt, at Supercykelstien bruges af så mange mennesker. Da jeg cyklede på job i starten af 00’erne var der ikke så mange cykler, og den samme cykelsti var nogle gange øde og lidt spooky. Det er den aldrig mere. Der er altid en cyklist lige bagved eller foran 🙂