Jeg fulgte knægten ned til hjørnet i den skønne morgensol. Der var morgentrafik! Vejen var ikke øde! Det var helt anderledes her til morgen; for nu havde folk et mål og noget de skulle nå! Mit hjerte slog et ekstra slag af glæde.

Vi vinkede og råbte godmorgen til flere af knægtens skolekammerater og deres forældre på vejen. Vi hilste på flere mennesker på 2 minutter end vi har hilst på i de seneste 40 dage, faktisk.

Den lille hilsen “godmorgen” blev begejstret råbt ud OG lige så entusiastisk besvaret. Hver gang!

Måske er det bedste ved at være menneske andre mennesker!

Jeg krammede knægten farvel, og så gik jeg hjemad. Jeg havde solen i øjnene, så jeg vinkede og hilste på alle, jeg syntes at genkende på silhouetten 🤷🏻‍♀️