Jeg fulgte knægten i skole her til morgen. Og hvad så nu? Jeg gik en tur langs Furesøen, og nu sidder jeg her igen med mig selv som selskab. Eller burde man indføre ordet selvskab i denne skøre tid?

Jeg kom til at tænke på Den Lange Vinter, som er en af Laura-bøgerne. Den handler om den lange vinter i 1880-81 i Dakota, da Laura var 14 år. Vinteren varede i 7 måneder, kulden faldt til minus 40-50 grader. Den ekstreme vinter medførte fødevaremangel og sult i den lille ensomt beliggende by, hun boede i med sin familie.

Da jeg var barn syntes jeg, at det var den keeeedeligste bog i serien, fordi det bare er vinter hele tiden. Det er mørkt, koldt, der bliver mindre og mindre at spise. De oplever nærmest intet i 7 måneder.

De får et forvarsel om hvor slem vinteren bliver, da en indianer advarer dem om at vinteren vil vare syv måner.

Da jeg læste bogen som voksen var det en anden oplevelse. I 7 måneder kan de ikke komme ud af huset pga livsfarlige snestorme og ekstrem kulde, men de formår at opfinde løsninger, der virker for at skabe lys uden lampeolie, få varme uden brænde og bage brød af grønne hvedekerner.

De boede 5 mennesker i et rum, hvor de tilsidst var løbet tør for brænde, lampeolie og mad. Humøret holdes oppe ved at gå i hjemmeskole, lave håndarbejde, synge fællessange og læse bibelvers. Noget der virker bekendt? 😅

Jeg mindes, at Lauras far på et tidspunkt siger, at vinteren ikke kan slå dem. Laura blev helt varm og glad indeni. Der var styr på det.

Det er det, jeg tager med mig; at vi klarer den. Corona’en vinder ikke.

Vores søn skal være glad og tryg i sin nye hverdag. Det virker som om at han trives i ‘nødskolen’ som det jo egentligt er.

Hvis Laura kunne klare 7 måneders isolation under meget værre forhold, så klarer vi den også.

En af de ting, som har ændret sig er, at vi i 2020 søger en højere mening med Coronakrisen. At det er moder natur, der fortæller os, at vi skal passe på klimaet eller at vi levede forkert før Corona’en og ikke skal tilbage som vi levede før, eller det er meningen vi skal lære noget af krisen.

Laura og hendes familie accepterede den lange vinter som et vilkår, og de stod det igennem sammen. Da de igen kunne få mel, lampeolie og brænde vendte de ryggen til den måde, de levede på. De vendte hurtigt tilbage til normalen og glædedes endnu mere over de muligheder, de havde.

I 2020 har vi supersvært ved at acceptere, at den slags bare sker uden at der er en overordnet mening med. Virus er et ældgammelt vilkår. Ligesom den ekstremt kolde vinter i 1880-81. Shit happens.

Det er klart, at en sådan krise gør os klogere og giver os erfaring. Og når vi nu sidder i saksen er det nu, vi skal gribe chancen for at at gøre det, vi har sukket efter. Hvem har ikke sukket og mugget i sin travle hverdag “hvis bare jeg havde mere tid”… Det har du nu. Al den tid er her nu. Make every moment count 🥂

Der er forhåbentlig once in a lifetime. For os er det vigtigt at bevare minder for vores søn! Vi har taget billeder af skilte, tomme gader, af min mand og hans kollega med værnemidler, af vores fællessang, vores hyldest til dronningen, af hjemmeskolen, af Skypemøder osv.

Og vi ser fremad, min bucketliste ligger lige for i mit hoved – hvad skal du på den anden side? Jeg skal rejse mere! SÅ meget mere! ✈️