Fredag aften løb jeg først klokken 18 i håb om, at det var blevet lidt mindre lummert. Det var det bare slet ikke. Jeg skulle løbe 32 minutter, og sveden haglede allerede af mig, før jeg kom ud af døren! Det var skønt og helt fantastisk at løbe i den lumre, tordentunge, fugtige luft i mosen. Ingen andre var ude. Bare mig.

Jeg løb langs mosen, og pludselig opdagede jeg, at der løb en ræv foran mig. Den dalrede lige så stille afsted midt på stien 40-50 meter foran mig. Jeg satte farten op for bedre at kunne se den. Den stoppede op og kiggede bagud på mig og luntede videre. Den stoppede jævnligt op og så på mig – nærmest som for at se om jeg stadig var med. Lidt som om den tænkte ‘kom nu!’ 🦊

Den forsvandt i et spring ind det høje græs, da der kom en pige løbende mod os. Jeg så den ikke igen, men jeg var så glad for at have set den lille ræv 🦊 Det er noget helt særligt!