Den usynlige rygsæk på mine skuldre er tung. Jeg kan ikke se din, men jeg tror også, at du bærer rundt på ekstra vægt. Det gør vi vist alle sammen. Det er derfor, at vi snerrer af hinanden. Jeg er virkelig udmattet, og vinteren er ikke engang begyndt. Den usynlige byrde af usikkerhed ligger tykt over det hele. Hvornår bliver det bedre? Hvornår bliver en af os smittet?

Vi prøver at begrænse vores kontakter, holder os lidt mere for os selv, stikker albuen frem og smiler forlegent. Hvor længe endnu? Vi ser oftere vores naboer på trappen end vores familie. Knægten ser efterhånden kun sine venner i skolen. Ferierne er ikke som de plejer, vi drømmer om sol, varme og pool, om Berlin og julemarkeder. Vi har glædet os til nytår i Berlin i et år og til Thailand til foråret. Vi drømmer højt sammen om aftenen, og intet bliver rigtig til noget. Drømmene bliver tunge, og de finder plads i min rygsæk.

Vores store dreng finder sig tålmodigt i det hele; vasker og spritter hænder, så huden er helt ru, øm og sprukket. Han smører fedtcreme på, selvom han synes, at den er så klam. Han må lege med bestemte børn i skolen, og hans bedste ven er ikke i hans gruppe. Han gør sin plads rent i skolen flere gange hver dag. Han tager maske på, når han skal. Han accepterede tålmodigt, at hans fødselsdag blev aflyst, at han ikke fik særlig mange gaver, og at han ikke måtte dele ud i klassen. Der er ingen madgrupper, lejrskolen blev aflyst, og nu er halloween også en amputeret risikabel affære. Ingen halloweenskolefest, ingen julefest.. Gymnastik foregår udendørs uden omklædning og bad. Svømmeundervisningen i 4. klasse er foreløbig aflyst. Men han er så glad for sin SFK, også selvom han ikke må lege med sin bedste ven.

Selvom vi prøver, så er meget lidt som det plejer i hans liv. Han virker som om han er ok; online fælleskabet omkring Fortnite og Among Us er heldigvis stærkt. Men jeg eer bekymret over, at han skal leve med det her, og det det gør ved ham. Det er den største sten i min rygsæk, og den tungeste at bære.

Det skal jo fungere. Vi skal på indkøb, på arbejde, knægten skal i skole, til parkour og esport. Men vores sociale liv er sat på pause. Det vejer tungt på min ryg.

Trætheden ligger som en tyk kåbe over mig. Ansvar og bekymring. Begrænsninger. Rygsækken bliver bare tungere og tungere. Aflyste planer og drømme på stand by. Skulle vi ta’ væk i weekenden? Hvorhen? Hvor langt frem i tiden kan vi planlægge? Og hvorfor tænker jeg hele tiden på at rejse væk og ta’ på ferie, når intet er muligt? Også det bliver tungt og finder en plads på min ryg.

Det evindelige fokus på tallene, de skiftende og endda forkerte meldinger fra myndighederne. Mit eget myopiske fokus på andres adfærd. Min egen ligegyldighed og mangel på initiativ. Irritationen. Den vejer så tungt og bliver ikke mindre. Rygsækken er proppet nu.

Jeg prøver at give slip på den kæmpe byrde, jeg bærer på. Det gør du også. Jeg prøver at tage dagen, som den kommer. Når man ikke planlægger, bliver man ikke skuffet, blot initiativløs, irritabel og rastløs. Er det bedre? Spørg mig ikke, hvordan det går. Jeg bakser med min rygsæk, jeg går foroverbøjet.

8 måneder er gået nu, og det går det brølende røvhuls gang. Husk at vaske hænder. Husk spritten, og husk nu masken. Hold op med at lægge planer, parkér dine drømme, forvent intet, og du bliver ikke skuffet. Tænk ikke på fødselsdage og på jul og nytår. Og husk nu at lufte ud. Nej, jeg går i hi. Væk mig, når Coronaen er væk. Hvis vi alle går i hi, så går Coronaen væk. Køber du toiletpapir?