En vild sjæl i en alt for lille ramme

Mit humør er blåt, ligesom Coronaplakaterne. Jeg føler en stærk længsel efter normalitet. Kram, søde ord og latter. Tankeløshed og oplevelser. Koncerter, høj musik og rejser. Ingen grænser.

Om natten drømmer jeg om at feste med min mand, min søn og mine veninder – og min mor og far er også med. Jeg har hverken festet eller gået i byen i MANGE år, så at drømme om det nu er skørt. Tit vågner jeg trist op om morgenen.

Jeg savner også min mor mere end jeg har gjort længe. Det er snart 21 år siden at hun døde, men under Corona’en er savnet af hende vokset. Hendes omsorg, kram, nærvær. Jeg savner også min far. Jeg skriver sms’er og har bestilt julekort til alle jeg kender, jeg sender mails og alligevel: Min længsel er der stadig. Jeg savner lange snakke med mine veninder. Intet menneske er en ø. Der er et tomt hul dybt inde i mig.

I lørdags fik jeg to knus fra min bedste veninde; et da hun kom og et da hun gik. Det føles så forbudt at kramme. Vi er en af hinandens 10. Det er skørt, at jeg føler trang til at retfærdiggøre, hvorfor vi er så løsagtige og krammer.

Men det giver mig så meget styrke at få et kram, en god snak og nærvær. De to kram er den bedste gave, måske fordi de er så sparsomme, og fordi de kommer fra hjertet. At kramme min veninde rører mig nemlig dybt i hjertet. Et kram før Corona var noget, vi gav til alle og enhver, vi kendte bare lidt. Det var ikke specielt, nogle gange endda for meget. Nu ved jeg ikke, hvornår jeg får et kram igen, og jeg længes allerede.

Jeg holder et øjeblik fast i min veninde, hende der kender mig og ved hvordan jeg tænker. Jeg kan se, at hun også har det svært. Hun er single, og hendes forældre er gamle. Når jeg ser hende, forsvinder årene, og Coronaen forsvinder med. Hun har fået en ny frakke, og hun ser godt ud. Lad os ses snart igen, kære ven!

Det føles som om Corona har været her i årevis. Det føles som om jeg er en stor vild sjæl i en alt for lille ramme. Det strammer og niver, jeg vrider mig, og det gør mig i dårligt humør. Jeg bærer min sjæl udenpå kroppen lige under masken, og den er tyndslidt nu.