Nu bliver dagene længere, men de er stadig alt for korte, og nætterne er lange og urolige. Jeg sover ikke godt for tiden. Min hjerne kværner. Jeg arbejder meget med accept af vilkårene, og det går det ikke skidegodt med.

Overgangsalder & Coronaobsession

Mit overskud er ikke særlig stort, for jeg har været igennem en kraftig menstruation i denne uge. Med den fulgte en ekstra bonus i form af 3 dages migræne, lændesmerter og smerter i benene om natten, så jeg har sovet superdårligt. Begyndende overgangsalder simply sucks ..

Al denne fokus på Corona, symptomer og sygdom gør mig syg i hovedet. Jeg er hyperopmærksom på min krop, og jeg mærker konstant efter; var det tør hoste eller bare kriller? Feber eller hedetur? Migræne eller Coronahovedpine? Ømme led eller restless legs? Havde jeg lige lidt ondt i halsen? … hele tiden et overdrevent myopisk fokus på symptomer. Men jeg er symptomfri. Det er intet udover overgangsalder, migræne – og årstiden.

Problemet med overdrevet sygdomsfokus er, at jeg bliver så udkørt af det. Min hjerne er udmattet, for jeg er på vagt hele tiden. Overfor egne mulige symptomer, stress over at skulle møde andre mennesker og undgå at møde dem. Over julen, der ikke bliver som den plejer. Som bliver lille og stille. Bare os i alle de skønne juledage. Det skal nok blive hyggeligt på en anderledes måde, men jeg arbejder som sagt med accepten.

Hvad siger man til dem, man gerne vil se?

Hvad siger man til dem, man gerne vil se? Lad os ses udenfor og bytte gaver? Det pisser ned de fleste dage. Sikke hyggeligt. Og hvad med min far? Han sidder alene i julen, og det er han ok med. Men jeg savner den gamle knark, og vi plejer at se ham til jul. Vi har gaver til ham, og dem skal han da ha’? Men jeg vil ikke trænge mig på og få ham talt ind i noget, han ikke er tryg ved.

JEG er let at overtale til noget, jeg ikke er tryg ved. Jeg siger ja, fordi jeg er så umiddelbar, tankeløs og torskedum, og så stresser det mig og giver urolige nætter, hvor jeg spekulerer ‘hvordan slipper jeg ud af det?’. Jeg vil ha’ det skidt med, at jeg får andre til at føle sig lige så skidt tilpas, fordi jeg siger ‘hvad gør vi med julegaverne?’ og dermed kaster årets varmeste kartoffel over til en, jeg holder af.

Jeg har simpelthen så svært ved at navigere i det her.

Jeg har udskudt at tale med min far og mine to veninder i en uges tid, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal foreslå. Jeg har så meget lyst til at se dem, blandet med SLET ikke.

Engang i efteråret kom jeg frem til, at det bedste ville være, hvis jeg gik i hi og først dukker op til foråret. Eller godt hen i juni. Jeg tænker, at det stadig ville være det bedste, men jeg har svært ved at sove 😀