På kanten til det nye år

Nedtællingen til 2021 er for alvor i gang. De fleste vil nok mene, at vi har oplevet (overlevet?) et anderledes og fuldstændig vanvittigt år. En hel generation af mennesker har aldrig oplevet et år som dette, hvor sundhed pludselig blev den allervigtigste parameter, og en sygdom fyldte det hele.

Mine forældre oplevede polioepidemien. Min mor blev alvorligt syg med polio som barn. Hun mistede et helt skoleår, og hun havde senfølger resten af livet. En af min fars venner har en arm, der visnede pga polio. Alle kendte nogen, der blev ramt.

Jeg blev vaccineret mod polio, og min mor behøvede ikke at frygte, at jeg blev ramt. Et prik i armen, og det var det for mig. Som mor kan jeg levende forestille mig min mormors angst, da hun så sin lille pige ligge der og ikke kunne bevæge sig. Der var ingen vaccine, ingen hjælp, de kunne blot håbe på det bedste.

Min generation har haft uhørt gode forhold sammenlignet med tidligere generationer. Vi har været heldige.

Som min mormor dengang, så venter jeg nu utålmodigt på vaccinen. Corona er ikke så slem som polio, men den rammer alligevel os alle, uden at vi nødvendigvis bliver smittede. For den rammer os på vores frihed.

Det är så lätt att ta friheten för given, när man aldrig har blivit fråntagen den.

Jeg håber inderligt, at 2021 bliver et bedre år. Et år, der indebærer en eller anden form for ‘tilbage til normalen’. Erfaringerne fra 2020 gør mig på sin vis rigere og klogere, for jeg er blevet mindet om ikke at tage noget for givet. Det er en vigtig reminder om at vi skal gi’ den én over nakken og se at få en masse oplevelser ind under frakken. Fordi det er oplevelserne sammen, man savner allermest, når mulighederne tages fra én.

I 2021 håber jeg på, at vaccinen bliver startskuddet til et år med rejser og oplevelser med familie og venner. Jeg ved, at det er mørkest før daggry, og måske derfor føles denne lockdown ikke så slem som den første. Vi skal bare over på den anden side. Sammen ❤️

Und dann feiern wir ‘ne fette Party

Laden alle unsre Freunde ein

Steh’n extra ganz dicht beieinander

Und stoßen an aufs Zusammensein

Alt und jung und groß und klein

Keiner mehr zuhaus allein

Weißt du, wovon ich grad am liebsten träum’?

Dass du mich weckst und sagst, “Es ist vorbei!”

– Sarah Connor “Bye Bye”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.