Første stop: Alsace

Vi tog hjemmefra ved 5-tiden og var ved vores hotel i Ribeauville i Alsace ved 19:30-tiden. Vi havde tilbagelagt 1046 km og havde været undervejs i 14 timer og 15 minutter, så vi var møre men glade, da vi nåede Ribeauvillé.

Vi spottede straks storke på markerne og på tagene. Det er så fascinerende og hyggelige fugle – og der er så mange af dem i Alsace!

Vi tjekkede ind på Hotel la Tour, som ligger ud til det hyggelige torv i Ribeauvillé. Vores værelse var stort og luftigt med store vinduer ud til torvet og med kig til både borg og bjerg.

Imidlertid var det spisetid, og min mand kendte et godt sted. Der var alt desværre optaget, men han kendte også et andet godt sted – Den Hvide Hest – Restaurant Au Cheval Blanc.

Til at starte med fik jeg en fantastisk silkeblød hjemmerøget laks med kikærtesalat, tomater, agurk med koriander og en delikat sauce verde. Jøsses!

Jeg gik derefter efter en af mine franske yndlingsretter; husets hjemmerørte tartare du boeuf med de lækreste knasende sprøde håndskårne frites og dugfrisk grøn salat.

Jeg synes, at jeg havde valgt det helt rigtige, men kiggede alligevel langt efter min mands forret. Han fik nemlig silkeblød foie gras med hjemmebagt brioche og rabarberchutney. Til hovedret gik han all in og fik Choucroute, som er en lokal ret bestående af surkål og tre slags svinekød: flæsk, hamburgerryg og pølser.

Knægten fik frisklavet ravioli fyldt med pesto og pinjekerner i en cremet sauce. Han spiste alle – undtagen 2, som vi spiste. Så lækkert!

Vi gik lidt rundt i byen bagefter og kiggede efter storke. Det var en varm aften – både temperatur og humør var højere end derhjemme 😅

Ribeauvillé er en hyggelig by, men man kan godt se, at nedlukningen har været hård ved butikslivet. Gaderne var præget af tomme butikker. Til gengæld var de i fuld sving med at restaurere mange af de gamle huse.

Vi faldt hurtigt i søvn og gik en god nats søvn. Efter en lækker fransk morgenmad med croissanter, baguettes og abrikosmarmelade var vi klar til at tilbagelægge de sidste 795 km/10 timer i bil på de franske motorveje. Næste stop: Cote d’Azur 🏖☀️⛱👙