Vi er omtrent 4 mio nulevende danskere, der har været med til at opretholde og understøtte Simon Spies’ misbrug og kvindehad ved at blive underholdt af artiklerne, tv programmerne, bøgerne og senest filmen om hans udskejelser og ikke mindst: vi finansierede hans misbrug ved at købe rejser i 70erne.
“Dårlig omtale er bedre end ingen omtale” var mottoet. Det virkede. Vi danskere købte for vildt ind på Simon Spies. Vi så til og lod det ske, velvidende at der var ofre, for det kunne vi læse i avisen.
Spørgsmål fra gen z til os boomers:
“Hvorfor fanden købte folk Spiesrejser, når I vidste, at han lod sit syge kvindehad gå ud over helt unge piger? I kunne læse i aviserne, at flere af de unge kvinder enten gik ned med flaget, døde, blev narkomaner, forsøgte selvmord mv. Hvorfor stoppede I det ikke? Hvorfor blev I ved med at købe rejser af ham?”
– Gen Z
Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg skal svare.
I 70’erne voksede unge piger op i et mandsdomineret fattigt dansk samfund med en dårlig moral. Der var slum i København, lokum i gården og bad på badeanstalt. Ikke alle syntes, at piger og kvinder var noget værd. Som samfund kastede vi de unge piger under charterflyet og trak på skuldrene. Vi så på og var godt underholdt både i aviser, ugeblade og på charterferier, mens de var i kløerne på en kvindehader. Vi var fascinerede, og vi inciterede Spies til at fortsætte, fremfor at stille skarpt og stoppe ham.
I virkeligheden var vi enablers – dem, der velvidende lader misbruget foregå uden at stoppe det. Den rolle er smertefuld at gøre op med som samfund, men det er påkrævet.
Dengang var det op til pigerne selv og deres forældre at redde sig fra en syg depraveret ringeagt for kvinder i 70’ernes Danmark – med 5 mio. tavse samtykkende danskere som vidner.
Nu synes vi, at der er kogt nok suppe på dét ben. Herregud, manden er jo død, og de kunne jo bare have sagt nej, så det kan være lige meget nu. Lige meget!? Er det lige meget, at vi som samfund bifaldt den slags adfærd og fortsat bifalder det? Jaja, men pigerne kunne jo bare have sagt nej, forældrene skulle have sagt nej. Hvordan skal de kunne sige nej, når hele samfundet bifalder det, de udsættes for?
En stor del af argumentationen vidner om, at vi ikke helt er der, hvor vi tror, vi er. Der er stadig brug for at hive skeletterne ud af skabene og forstå vores egen og samfundets rolle i de her sager. For at undgå, at det sker igen. Vi skal som samfund stå sammen med pigerne, med forældrene og tydeligt afvise den slags kvindesyn.
Vi fuckede op som samfund i 70’erne, for Simon Spies var ikke alene om at handle forkert. Alle os, der var vidner og undlod at sige fra, vi handlede lige så forkert. Alle os, der var lidt fascinerede og fløj afsted med Spies på charter, vi vidste jo udmærket, hvad han stod for, og hvad han gjorde.
“Hvorfor stoppede I det ikke? Hvorfor blev I ved med at købe rejser af ham?”
– Gen Z
Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal svare.