NightKitchen

Vi reserverede bord hos Night Kitchen i Heckmann Höfe 22. Juli 2022 om aftenen. Sidste gang vi var der i juli 2021, var maden helt fantastisk, så det var tid til et genbesøg. Vejret i denne uge i Berlin ligger på ren sol og 32-29C, og så er israelsk mad jo det helt rigtige.

Night Kitchen ligger i det jødiske kvarter i Mitte i en baggård kaldet Heckmann-Höfe, på Oranienburgerstrasse. Vi valgte følgende retter fra menuen, som er lagt an på, at man deles om retterne:

  • Friskbagt traditionelt flettet Challah brød serveret med Tahin & Arisa (øverste foto, til højre i billedet). Brødet er luftigt, blødt og virkelig lækkert at scoope sauce op med.
  • Zucchini Burrata bestående af zucchini revet til “spaghetti” og serveret med kapers, syltede citroner, tørrede abrikoser, mandler og burrata (øverste foto). Vanvittigt lækkert!
  • Sprød sambal blomkål: Sprødristet krydret blomkål vendt med spinat, rødløg, radiser, linser, fennikel og en lækker krydret sort linsecreme (nederst til højre). Blomkål serveret på gammeldags dansk, hvor det nærmest er udkogt, er en dødssynd. Blomkål fortjener mere respekt end vand og salt 😀
  • Aubergine Masabaha: Bagte auberginer, tahin, granatæble, kikærter, freekeh (grøn hvede), olivenolie, auberginecreme, granatæblesirup (nederste foto til venstre). Bagte auberginer i nærmest enhver form er fantastisk – her var det utroligt lækkert og dejligt krydret.
  • Amba kylling: kyllingelår stegt i amba smør, serveret med mashwiya (grillet salat bestående af tomat, peberfrugt, løn, aubergine, chili og hvidløg) og tahin. Amba er en syrlig sauce bestående af bl.a. mango. Fantastisk ret med lækker saftig kylling i en eksplosion af gode smagfuld ingredienser.
NightKitchen 2022

Et godt tip er at gå forbi tidligt på dagen eller dagen før for at bestille bord. Der er rift om bordene. Se mere om Night Kitchen her og på Instagram. Night Kitchen finder du i baggården Heckmann Höfe på Oranienburger Strasse, nær synagogen. Du finder også Night Kitchen i Tel Aviv.

Tillykke med de 13 år!

Tillykke med de 13 år, min skat! Far og jeg elsker dig! Du er godt på vej til at vokse mig over hovedet, det sker måske allerede i august? Du nærmer dig hurtigt – er du blot en halv centimeter mindre end mig nu?

Det er fantastisk at være mor til dig, og det er SÅ vildt. Det niver i morhjertet, for hvor blev tiden af? Skulle jeg have været der mere? Kysset dig mere? Krammet dig mere? Jeg tænker, at du svarer ‘ellers tak, du gamle’. Ikke flere kys. Det kan jeg simpelthen ikke love dig.

Du gør mig så ufattelig glad hver eneste dag. Jeg elsker dine tindrende øjne og din nye stemme. Dine spidse knæ, albuer og hæle. Dine store fødder, der træder på mine konstant. Dine stærke arme, brede skuldre og dit smittende grin.

Nogle gange er jeg helt bange for, at du tænker, at jeg elskede dig mere, da du var lille. Jeg smelter, når jeg ser gamle billeder af dig, og videoer med din glade lyse barnestemme. Ja, jeg smelter, men det er fordi tiden går, og du vokser og forandrer dig konstant. Jeg forsøger at ta’ det hele ind, indprente mig dine måder og din duft, dine øjnes farve (de skifter også farve?), dine kinders runding, som forsvinder mere og mere. Det hele. Og derfor kigger du ofte ind i et kamera. Sorry skat, det er fordi du er så fan-fucking-tastisk.

Når man bliver 13, teenager, så sker der ufattelig mange ting. Ens forældre mister forstanden. Og det er sikkert: De har aldrig været unge. Det sagde jeg til min far engang (uden effekt, du kender jo morfar), og du sagde for nylig til os: ‘I har aldrig været unge i min tid’. Hold nu kæft, det er klogt sagt. Vi fatter minus om at være ung i dag. Vi ved jo ALT om at være ung. Ja, i 80’erne. Vores erfaring og vores viden er ikke opdateret til 2022, og meget af det, vi nogle gange forsøger at lære dig, er kompetencer fra en svunden tid. Noget er godt, andet er .. ubrugeligt. Vi skal nok lytte til dig, når du fortæller os, hvordan det er i dag. Sammen finder vi ud af det, og det lover jeg dig: Når du river dig løs, flyver din vej og vender os ryggen, så er vi altid lige her.

Gamle dage i Berlin

Lov mig, at du bliver ved med at være dig; glad, sjov, skør, vild, mystisk og ligetil. Din finurlige humor, dit manga-nørderi. Dine edits. Lov mig, at du brænder fingrene og farer vild. Gi’ den gas. Jeg ønsker dig masser af mod og tiltro til verden. Vær ikke bange for at stille de forkerte spørgsmål og for at stå op for dine venner. Du kan mere end du tror. Gå ikke glip af noget og lad være med at fortryde. Jeg håber, at du altid glæder dig til i morgen, og jeg ønsker dig en rigtig god og fjollet ven, der bliver hos dig, også når det ikke går godt.

Tillykke med de 13 år – jeg glæder mig til at fejre dig med morgenmad på Anna Bluhme, en dag i Zoo Berlin og lækre dumplings hos Yumcha Heroes. Præcis som du har planlagt.

Naboklager Berlinstyle: Når nabolaget takker & hilser!

Vi havde boet her i mindre end 24 timer før dette opslag sad på døren til vores opgang. Mon det er en klage over vores nattefest? Vi har jo feriemave. Det ramte desværre vores store dreng på vores første aften i Berlin. Han kastede op flere gange i tidsrummet 23-05, og det medførte natlig trafik og lyde i lejligheden. Men vent, vi bor jo ikke øverst. Så .. det er ikke os, der har forårsaget denne vrede.

Jeg tænker, at afsenderen i dette tilfælde ligger helt i toppen på en ren 10’er på den Berlinske vredeskala. Man er pænt arrig, når man forstyrres så tilpas meget, at man står op, tænder sin computer, forfatter et høfligt skriv, tænder sin printer, printer ud, finder sin tape, ifører sig morgenkåbe og tøfler, griber seddel, tape og nøgle, tøffer ned i opgangen, klæber sedlen op og går op i seng, naturligvis først efter at have taget tøfler, morgenkåbe af, har slukket printer og pc.

Frit oversat står der følgende på sedlen: “Hej til gæsterne fra dobbeltetagen øverst! Vi beder Dem venligst tilpasse Deres adfærd til omgivelserne: Så snart De åbner vinduerne, kan alle Deres samtaler og lyde tydeligt høres i nabolaget, for her er desværre meget lydt på grund af den tætte bebyggelse. Vi beder Dem tage hensyn til omstændighederne og holde vinduer og døre lukkede, når De er hjemme. Nabolaget takker og hilser”

Det skal måske lige tilføjes, at der pt er hedebølge med temperaturer om natten på mellem 25-29C, så lukkede vinduer er ikke super realistisk.

Det er ret almindeligt at skrive sedler til hinanden i Berlin. Ofte er sedlerne formuleret som en høflig sviner, og det gør dem ofte ret læseværdige. Jeg kan varmt anbefale Notes of Berlin, som samler på denne slags sedler.

Hvad enhver is-elsker bør vide om pistacie-is ♡

Jeg fik første gang rigtig pistacieis hos en italiensk ishandler på Weinbergsweg i Berlin. Det var nærmest som at se verden i de smukkeste grønne farver. Dér gik det op for mig, at der er en gigantisk forskel på pistacieis – og det, vi danskere tror, er pistacieis. Forskellen er, at der er pistacienødder i pistacieis. Undtagen i Danmark.

What?

Da jeg var barn og en sjælden gang fik lov til at få en gammeldaws isvaffel med 2 kugler, så valgte jeg altid pistacie. Den var grøn, hvinende sød, og nogle gange var der lidt knas i. Typisk lidt mandler. Den smagte ikke rigtig af pistacienødder, men den smagte fint nok.

Engang i 80’erne lancerede Odense Marcipan deres pistaciemasse til fx at lave is med. Nu kunne danskerne selv lave ‘pistacie-is’. Først mange år senere gik det op for mig, at der ikke er skyggen af pistacienødder i pistaciemassen fra Odense Marcipan. Vi har altså spist pistacie-is i årevis uden pistacienødder. I dag hedder produktet “Dessertmasse med Pistaciesmag”, hvilket skyldes, at man ikke må kalde den pistaciemasse, når der ikke er pistacie i.

Den grønne is smager ikke dårligt, en kende syntetisk, meget sødt og helt sikkert ikke af pistacie, men det blev knaldgrønt og så festligt ud som dessert i fattigfirserne. Den neongrønne pistaciewannabe fra Odense Marcipan indeholder som nævnt ingen pistacienødder, men derimod grøn farve, aroma og eventuelt nogle spor af mandler. Med andre ord er nogle af os vokset op med pistacieløs pistacieis i Danmark. Og det er en skam.

Nu ved du heldigvis det og kan korrigere 😉 Næste gang du stikker sydpå fx til Italien, skal du gå efter en pistacieis, der er nærmest samme farve som grønne oliven. Den må ikke være for lysegrøn, for så er der farve og formentlig også noget aroma i. Pistacienødder er nemlig dyre.

En rigtig pistacieis baseret på pistacienødder er lækker, cremet og har den helt rigtige fede rige smag af pistacienødder. Jeg elsker pistacie, som de kun laver den i Italien. Og nogle i udvalgte isbarer, hvor de også har lugtet lunten og smagt the real deal.

Skulle du selv få lyst til at lave pistacieis, så kan jeg anbefale dig at lave den baseret på pistaciesmør i stedet for Odenses dessertmasse. Det kan du også købe i Italien. Jeg plejer at købe 3-4 glas med hjem hver sommer. Jeg når dog aldrig til at lave is af det, da jeg bruger pistaciesmørret på en bolle om søndagen. Mmmm…

—— ♡ reklame ——

Er du lige kommet hjem fra vandreferie i Norge og kommer ikke selv til Italien, så er der hjælp at hente hos Julia Lahmes ferieven; Gulliver Rejser & Spiser, som selv importerer en fabelagtig pistaciecreme fra Sicilien. Læs mere her. Hvis du klikker pistaciecremen hjem, så læg også trøffelpistaciepestoen i kurven. Kog pasta, vend med pesto, nyd med lukkede øjne – og du er i Italien.

Her skal jeg nok brøle “REKLAME”, så højt jeg overhovedet kan, for jeg fik faktisk et par teskefulde smagsprøver på Julias sommermarked.

Photo by ROMAN ODINTSOV on Pexels.com

Feriemave i Füssen

Solen går ned over Füssen – og over dagen, hvor vi forlod Italien for at rejse nordpå og udforske Füssen og fortsætte videre mod Berlin i morgen. Det har været en helvedes dag, og jeg er sygt ked af, at vores ferie i Italien endte med feriemave. Det startede klokken 4:32 i morges, og jeg har ikke sovet siden. Jeg droppede morgenmaden og håbede på, at det hjalp en smule med lidt ristet brød.

Vi tjekkede ud fra vores hotel, og jeg fik en mineralvand plus en kop dampende varmt vand med citron og sukker med på vejen af vores søde værtinde. Vi skulle ikke køre så langt i dag, men når man har diarré og opkastninger, er selv 2 minutter lang tid. Men med en rulle brækposer kan man klare det værste 🤮

Nu ligger jeg omsider i sengen på hotellet i Füssen og nyder udsigten. Her er så smukt, og her er dejligt varmt. Jeg har det bedre nu, og jeg krydser fingre for, at jeg er endnu mere frisk i morgen. Jeg blev på hotellet, mens familien udforskede skønne Füssen og fik noget mad. I morgen bliver bedre 🤞🏼

Solnedgang set fra vores hotel

Berliiiin, vi er på veeeej!!!!

Middag på La Cicala

La Cicala var navnet på den restaurant, vi besøgte her til aften. Det er en restaurant, der nævnes af enkelte i den gruppe af tyske Garda-fans, jeg er medlem af på facebook. Restaurantens navn betyder cikaden, og det er meget velvalgt, da maden bliver indtaget på den smukke gårdsplads med udsigt over bjergene til den meget hyggelige og karakteristiske lyd af det lille støjende insekt.

Maden var helt fantastisk og ærkeitaliensk. Vi lagde meget simpelt ud med tomatsalat med burrata. Det er indgrebet af det Italienske køkken: Solmodne tomater med silkeblød burrata! Mums 😛

Burrataen var dejlig cremet, og tomaterne var helt mørkerøde, helt perfekt solmodne, smagfulde og saftige. En dejlig frisk og enkel forret, der er vidunderlig, når termometeret sniger sig op på den sjove side af 30 grader.

Til hovedret valgte vi noget mere heftigt og tungt, men helt igennem delikat. Det var bigoli (korte macaroni) med trøfler (hov, der var de trøfler igen 😛), burrata og pesto lavet på zucchiniblomster toppet med hakkede pistacienødder.

Det er en af de bedste pastaretter, vi har fået nogensinde. Pestoen var herlig cremet, rig på smag, og med store flager af trøffel rundhåndet udover!

Til dessert gik vi all in på ærkeitalienske desserter; min mand valgte en Cannolo med vaniljecreme. Den var glimrende, men den cannoli, vi fik i New York, var nu altså bedre.

Jeg valgte Cassata fra Sicilien. Cassata kender jeg fra 80’erne, hvor det var navnet på min yndlingsis, som var vanilleis med røde og grønne cocktailbar. Jeg var – med andre ord – forberedt på noget meget sødt.

Ind kom en skriggrøn halvkugle med et rødt cocktailbær og en skive kandiseret appelsinskræl på toppen. Det var lidt som en kajkage på steroider; den grønne marcipanmasse var tyk og cremet og meget sød. Indeni var der kage og creme. Lækker, speciel – og aldeles for sød til mig. Det troede jeg ellers ikke var muligt?! Jeg elsker jo alt, der er sødt og gerne kvalmende sødt. Nå, men jeg efterlod kun en bid af den grønne marcipan – resten smagte alligevel for godt til at lade gå ud.

Jeg blev heldigvis reddet af, at knægten ikke var så begejstret for sin pistacie Semifredo. Haps! Den var lækker, cremet og med den helt rigtige fede rige smag af pistacienødder. Jeg elsker pistacie, som de kun kan lave den i Italien. Ikke noget med den neongrønne pistaciewannabe fra Odense Marcipan, som ikke indeholder pistacienødder, men blot grøn farve, aroma og mandler. Vi er vant til ufattelig dårlig pistacieis i Danmark takket være det skodprodukt. Nå, side track .. kræver et separat opslag sidenhen 😉

La Cicala får en kæmpe anbefaling herfra. Ud over a’la carte har de også en lækker tastingmenu til 45 euro. Den hopper vi på næste gang, vi besøger cikaden.

Coronahunde

Nu vover jeg pelsen: De utroligt mange coronahunde fylder for meget ude i Sommereuropa. FOR meget. I Danmark sender folk deres overflødige coronakæledyrene på overfyldte internater. Det er én ting. Fuldstændig forfærdeligt, forrykt og forkælet brug-og-smid-væk tilgang til levende væsener. Men det er ikke det, mit indlæg her fra solsengen i Italien handler om. Det handler om hunde, der er med på ferie. For her i Italien er der ferierende hunde over alt. Over alt. På hoteller, på restauranter, på færger, i 40C i Verona og i Gardaland osv.

Forleden så vi en tjener blive overfaldet og bidt af en hund, der lå fredeligt under ejernes bord, indtil tjeneren kom med deres mad. Tjeneren fik flænset sine bukser og fik et bidsår i låret, samt en forskrækkelse. Det var ret voldsomt at være vidne til.

På vores hotel serveres der små skåle chips sammen med de drikkevarer, vi bestiller. Det har der aldrig været udfordringer med før. Men i år gælder det om at spise hurtigt, for de små poolborde er lige i snudehøjde, og snacks bliver lynhurtigt tryllet af andre folks hunde.

Som en ekstra bonus laver hunde lort og pis ved poolen, som så nødtørftigt vaskes væk med lidt vand fra en drikkeflaske eller med en haveslange 🤮

Der er hundeglammen fra efterladte hunde på værelserne. Ikke så meget på vores hotel, men fra andre hoteller. En efterladt frustreret hund kan sagtens gø i 2 1/2 time OG overdøve cikaderne. Det hørte vi forleden, da vi spiste middag. Under hele middagen.

Det er hyggeligt med et par søde hunde, der laver numre og kommer hen og hilser på, når man soler sig. For min skyld må de også gerne spise vores snacks, men min Amaretto Spritz deler jeg altså ikke 😀 En af hundene på vores hotel kender vi gennem flere år, fordi den altid er med på ferie. Det har aldrig været andet end superhyggeligt, fordi den er så stille og velopdragen.

I år er der i stedet for en enkelt eller to hunde nu 5 hunde. Især en af dem er virkelig skøn; den har fis og ballade skrevet i øjnene og er nok kun omkring 1 år gammel. Jeg tror ikke, at familien havde regnet med, at der bor hunde i begge værelser ved siden af dem. Det betød, at deres hund var opsat på fest og leg ved poolen og en hæsblæsende tour de chambre sammen med de andre hunde. Det blev så festligt, at den ene af de andre hundeejere bad om andre værelser for at blive flyttet væk fra “de andres” hunde 😅

På færgen hjem var der hundeslagsmål, hvor en mindre hund fik et solidt tandsæt i nakken af en større hund.

Vi blev bekræftet i, at vi har truffet den helt rigtige beslutning for vores familie ved ikke at have hund. Vi sætter pris på fx at kunne dase ved poolen, ta’ i Gardaland og gå ud og spise om aftenen uden konstant at skulle sørge for, at vores hund opfører sig pænt og hensynsfuldt.

Photo by Helena Lopes on Pexels.com

Middag på La Dacia

Vi har spist på La Dacia adskillige gange, og det er hver eneste gang en fantastisk totaloplevelse. Det er ikke blot maden, men også stemningen og udsigten. På denne lørdag aften satte vi kurs mod bjergene bag Bardolino – og det samme gjorde en masse smukke rige mennesker fra Verona, samt et par tyskere og endnu en dansk familie ud over os.

Selvom vi efter danske forhold “først” havde bestilt bord til 19:30 var vi nogle af de første, der ankom. Det sidste (italienske) selskab ankom 21:30, da mørket havde sænket sig. Først her begyndte deres middag. Jeg kan ikke andet end at elske det.

Vi bestilte Caprese til forret og taglione med trøfler fra Monte Baldo til hovedret. Capresen blev serveret med én stor tempereret bøffelmælksmozzarellakugle i midten af en cirkel solmodne tomater, drysset med tørrede urter og frisk basilikum og gylden olivenolie. Det smagte fantastisk. Så enkelt og virkelig lækkert.

Taglione med friskrevne trøfler ankom duftende og frisk. Det smagte helt fantastisk. Bedre end nogensinde.

Til dessert valgte vi tiramisu, som er hjemmelavet og helt fænomenal.

La Dacia, Strada Dei Dei Monvei, 1, 37011 Bardolino VR, Italien – ristoranteladacia.com

Magisk aften på Tre Camini nær Gardasøen

Jeg er med i et par tyske grupper af Garda-fans, og i dn af disse grupper er der mange, der anbefaler Antico Casale Tre Camini.

Tre Camini ligger i bakkerne bag Bardolino, mellem Albarè og Costermano, på en skråning midt i vinmarker og oliventræer. Selve bygningen kan jeg bedst beskrive som en slags slot eller herregård. Bygningen er moderniseret, men oser af hygge. Den ældste del af bygningen stammer fra begyndelsen af det femtende århundrede, men er smukt restaureret og rummer en fantastisk baghave samt bl.a. en vinkælder med plads til middagsgæster.

Maden er tipical. Altså lokal, autentisk, traditionel og typisk Veronese. Lige noget for os! Stedet ligger blot et kvarters kørsel fra hotellet i Bardolino nær andre fantastiske restauranter.

Mørket var ikke faldet på, da vi ankom 19:30. Der var endnu ikke fuldt hus – og kun italienske biler på p-pladsen. Det er altid et godt tegn. Huset lignede en gammel borg, og vi blev modtaget på den brede havegang og fik anvist et bord nær den solvarme mur, der stadig kastede solens varme af sig.

Vi tog plads under de store parasoller i haven og læste menuen. Trøfler!! Vi valgte at dele Carpaccio med trøfler og parmesan, samt til hovedret Risotto med Karl Johan svampe og trøfler.

Til forret valgt vi carpaccio med trøfler og parmesan. Duften af friskrevne trøfler himmelsk, da retten landede på bordet. Kødet var silkeblødt. Trøflerne var drysset rundhåndet ud over kødet og smagte himmelsk.

Dernæst fulgte hovedretten, hvor det svære valg faldt på risotto med svampe og igen masser af trøfler – kan man nogensinde få for mange af trøfler? Jeg tror det ikke 😅

Risottoen var kogt til perfektion med bid og let flydende. Trøflerne var igen rundhåndet øset ud over den dampende varme risotto. Duften var himmelsk.

Som supplement valgte vi en enkel tomatsalat med rødløg og oliven. Den lækreste cremede balsamico landede på vores Bording udgjorde sammen med olivenolie, salt og peber dressingen.

Til slut lod vi os friste af semifreddo med nougat parfait og saltet karamelsovs med et hint af orange.

Knægten bestilte fine hjemmelavede fehårsspaghetti med tomatsauce, rucola og pinjekerner – og en blødende chokoladebollen med fiordilatte smeltende ovenpå. Hold. Nu. Kæft.

Stedet er nærmest magisk, specielt på denne varme og smukke fredag aften. En kæmpe anbefaling herfra, hvis du er på vej til Gardasøen. Alt spillede – servicen, maden og ikke mindst stemningen 👍

Maden på Tre Camini

Og her er adressen: Tre Camini, Via Murlongo, 82, 37010 Costermano VR, Italien. Nær Bardolino ved Gardasøen.

Tre Camini

Om at knytte bånd og lidt om at blive gammel

Kirkeklokkerne fra kirken på byens torv vækkede mig klokken 6. Jeg var stadig træt og havde en trist følelse indeni. Jeg lå og smagte lidt på det. Mærkværdigt, for egentlig er jeg ganske glad, spændt og nysgerrig på nye oplevelser. Vi rejser videre til Italien i dag. Farvel og på gensyn, skønne Østrig!

Jeg er ved at blive gammel. Jeg er officielt mor til en teenager om 1 1/2 uge. Jeg mærker, at der nu er masser af ‘sidste gange’ i hans liv .. og også i mit liv. Man fejrer ikke ‘sidste gange’ på samme måde som ‘første gange’. ‘Sidste gange’ nyder man ikke nok. Meget ofte ved man jo ikke engang, at det er sidste gang. Og det ramte mig her til morgen. Hvad nu, hvis det er sidste gang, jeg er her? Nød jeg det nok? Fik jeg det hele med? Fik jeg set det, jeg ville her? Ejj, vi skulle have gået helt op til toppen af bjerget i går, vi var der næsten, hvad hvis det var vores sidste chance? Jeg har lyst til at gøre det hele igen, og jeg ved, at jeg ikke har tid. Det meste af tiden er nemlig gået. Både vores søns barndom .. og nu er også over halvdelen af mit liv er gået.

Jeg har elsket næsten hvert sekund her i Østrig, men jeg indser også, at det, der var sjovt og fantastisk og eventyrligt for 3 år siden, er vores søn vokset fra. Det rammer mig. Hårdt.

Han ved det vist ikke helt selv. I går ramte det ham faktisk lidt, tror jeg. Han vil forsikres om, at vi kommer tilbage til de steder, hvor han oplevede så meget glæde, eventyr og sjov. Tilbage til barndommens gade. Men han mærker måske også, at han vokser fra det. Han søger forsikring fra os om, at det bliver det samme igen. At barndommen ikke er slut. Han prøver at genfinde glæden, og det er skønt og fantastisk .. men det er ikke længere det samme, det som han havde glædet sig til. Der er stor forskel på at være 9 år og næsten 13. Næste år endnu mere forskel. Så vi tager ham i hånden og tager ham med på nye eventyr – uden at sige farvel. Bare på gensyn.

Han holder fast og forsvarer sig, når vi taler om, at vi måske ikke kommer tilbage hertil. Han vil tilbage. “Jeg kommer tilbage med mine børn” siger han forurettet. “Vi kommer da også hertil igen, ikke mor?” Han ser på mig, og han vil gerne have, at jeg bakker ham op. Han er ikke parat til at sige farvel til Alpenrosenbahn, Alpinolino, Ellmi og de kendte rammer i Westendorf. Det er jeg heller ikke, men tiden er løbet fra Østrig og fra eventyrene i bjergene, og der er andre ferieeventyr derude.

Jeg er faldet i sommerhusfælden. Der, hvor man gør det samme år efter år. Måske er det i virkeligheden i håb om at genskabe barndommens somre? Vi har knyttet bånd til det her sted .. eller rettere til de oplevelser, som vi har haft her i vores søns barndom.

Det er det, der sker, når man gør nogen tam og knytter bånd. Som ræven i Den Lille Prins.

Så jeg har svært ved at sige farvel denne gang. Både til Westendorf og til vores hotel i Bardolino. Jeg har lyst til at gøre det hele igen. Men tiden er gået, jeg er bare ikke helt klar til det endnu, så jeg ligger lige her og siger en stille tak for det hele. Jeg har knyttet bånd, og så er det svært at rejse videre ♡

Her passer et uddrag af fortællingen om Den Lille Prins perfekt ind. Den Lille Prins er kommet til jorden fra en fremmed planet. Alt her på jorden er nyt for ham. På sin rejse møder han bl.a. en ræv. Fordi han knytter bånd til ræven, er det forbundet med smerte at rejse videre.

Da var det ræven dukkede op. “Goddag”, sagde ræven.
“Goddag”, svarede den lille prins høfligt og vendte sig om, men han kunne ikke se nogen.
“Jeg er her”, sagde stemmen, “under æbletræet”.

“Hvem er du?” spurgte den lille prins, “du ser så pæn ud …”
“Jeg er en ræv”, sagde ræven.
“Vil du ikke lege med mig?” Spurgte den lille prins. “Jeg er så ked af det”.
“Jeg kan ikke lege med dig”, sagde ræven. “Jeg er ikke gjort tam”.

“Åh, så må du undskylde”, sagde den lille prins. Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: “Hvad er det at blive gjort tam?”
“Du stammer nok ikke herfra”, sagde ræven. “Hvad søger du egentlig?”
“Jeg søger mennesker”, svarede den lille prins. “Men hvad betyder gøre tam?”
“Mennesker har bøsser”, sagde ræven, “og de går på jagt. Det er meget generende! De opdrætter også høns. Det er det eneste interessante ved dem. Leder du også efter høns?”

“Nej”, sagde den lille prins. “Jeg leder efter venner, hvad betyder gøre tam?”
“Noget man i alt for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd”
“Knytte bånd?”

“Ja vist”, sagde ræven. “Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusinde andre ræve. Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.”

Ræven holdt inde og stirrede længe på den lille prins: “Åh, vil du ikke godt … vil du ikke nok gøre mig tam?” sagde den.
“Jeg ville gerne”, sagde den lille prins, “men jeg har ikke megen tid. Jeg skal have fundet venner, og der er så meget, jeg skal lære at kende”.

“Man lærer kun det at kende, som man gør tamt”, sagde ræven. “Menneskene har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker en ven, så gør mig tam.”

“Hvordan bærer man sig ad?” spurgte den lille prins.

“Man skal være meget tålmodig”, svarede ræven. “Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Ordene er misforståelsens kilde. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nærmere…” Så gjorde den lille prins da ræven tam, og da afrejsens stund nærmede sig, sagde ræven: “Åh, hvor vil jeg komme til at græde”.

“Det er din egen skyld”, sagde den lille prins. “Det er ikke, fordi jeg er skadefro, men du har selv ønsket, at jeg skulle gøre dig tam …”
“Ja, naturligvis”, sagde ræven.
“Men du vil komme til at græde”, sagde den lille prins.
“Naturligvis”, sagde ræven.
“Jamen, så har du ikke fået noget ud af det!”
“Jo, det har jeg”, sagde ræven.
Og han gik tilbage til ræven: “Farvel”, sagde han. “Farvel”, sagde ræven, “nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.”

“Det væsentlige er usynligt for øjet”, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.


Uddrag fra Den Lille Prins af Antoine de Saint-Exupéry ♡

Det blev bare en masse ord, der snublede. Ingen begyndelse eller slutning. Det er skidesvært at sige farvel. Både når man er 50, og når man er 13. Så lad os bare sige “på gensyn” til Østrig. På gensyn glade barndomsferie. På gensyn Ellmi, Alpinolino og Østrig ♡

Østrig ♡