Sorg kan ikke pauses – den skal man arbejde sig igennem ..
Hvordan lever man videre, når ens verden bliver vendt op og ned? Jeg troede, jeg kunne klare det hele. Jeg har altid været en, der møder op, tager ansvar, leverer og tænker fremad. Og så ramte sorgen. Ikke som en pauseknap. Mere som et lyn, der slog ned midt i hverdagen – og flækkede alt, jeg kendte, midt over. Igen.

Jeg har mistet min far.
Han var engang min klippe i livet – da vi mistede min mor for 25 år siden, stod vi skulder ved skulder. Han var der for mig, og jeg for ham. Han kendte mig bedre, end jeg kender mig selv. Han huskede ting om mig, jeg ikke selv husker. Små detaljer, som nu er borte med ham.

Ja, han var gammel, men han har været der hele mit liv, så det tager tid at vænne sig til livet uden ham. De fleste af de mennesker, jeg elskede som barn og ung, er døde. Jeg er forældreløs. Der findes ingen manual til, hvordan man gør det. Så jeg gør det, jeg altid gør: Jeg sætter en fod foran den anden. Går fremad. Jeg møder op. Smiler. Deltager i fester. Tager på ferie og elsker det. Indeni er jeg i opløsning.

Udadtil glad. Indeni knust. Det er præcis, som det skal være, når man er i sorg. Det går.

Sorgen har sat sig i kroppen på mig nu:

• Søvnløse nætter
• Kognitive svigt
• Kort lunte, frustration og vrede
• Opgaver, der føles som at flytte bjerge
• Et ønske om at blive kørt ned – bare for at slippe
• Meningsløshed og tomhed
• Følelsesløs og lyst til at føle smerte for at mærke, at jeg er i live

Jeg frygter ikke sorgen i sig selv. Jeg frygter at blive lagt ned af den igen og at miste fodfæstet, så jeg står op hver dag, og jeg fortsætter, selvom jeg føler mig lammet. Jeg gør mine ting, fordi det virker. Det er det, der skal til. Tiden skal gå, for det er bedre efter et år.

Meget føles meningsløst. Jeg er den næste, den ældste, den eneste tilbage. Når jeg ser på vores gamle billeder, er de nu kun betydningsfulde for mig – alle andre på dem er jo døde, og om få år er vi alle glemt. Når jeg er væk, er billederne ligegyldige, for så er der ingen af os tilbage. Så hvorfor gemme dem? Det er så meningsløst.

Jeg går stille med det. Smiler og er med. Men min verden er væltet.

Kroppen glemmer ikke.
Min krop taler sit eget sprog: Jeg har ondt fysisk, og jeg har taget næsten 10 kilo på. Det meste er visceralt fedt, der sidder lige på maven og omkring de indre organer. Jeg træner hårdt. Holder øje med mine makroer. Men sorg, adrenalin og kortisol holder fedtet fast – og gør muskelopbygning næsten umulig, så resultaterne udebliver, og selv træning føles meningsløst.

Alligevel har jeg lyst til at presse mig selv endnu hårdere for at føle smerte. For at mærke, om jeg overhovedet lever. For lige nu er jeg følelsesløs, udover en lammende smerte og sorgen – præcis som lige efter et hårdt slag, når den akutte smerte har lagt sig.

Farverne vender tilbage
Forskning viser, at 25 % af alle mennesker er i sorg i løbet af et år. Alligevel fylder det så lidt hos os. Sorgen går ikke væk – heller ikke hvis vi forsøger at tie den ihjel.

Man er nødt til at gennemleve sorgen og arbejde sig igennem den.
Til slut kan vi lære at leve med den og lære at elske igen – det er nemlig det, der er sorgens formål: At vi kan bygge os selv op igen og leve fuldt ud igen en dag.

Og den dag véd jeg kommer.
Det gjorde den nemlig sidst, og det vil den gøre også gøre igen denne gang. Uanset hvor sort det ser ud undervejs, og hvor tungt og meningsløst det føles, så vil nyorienteringen være der en dag, og farverne kommer tilbage på verden. Jeg ved det, for jeg har prøvet det før.

Til dig, der sørger:

• Du er alene i din sorg, andre kan ikke bære den for dig – og de kan ikke føle din sorg.
• Det er dit ansvar at bære din sorg – fortæl, hvad du forventer af andre, stå op for dig selv.
• Sorgarbejde er det hårdeste og mest ensomme arbejde på jorden. Og det er ulønnet.
• Din sorg er en superkraft – du vil blive genfødt og forandret af den.
• Ta’ den tid, du har brug for. Sig fra, og sig til. Skriv.
• Du kan være både sårbar og stærk på samme tid.
• Brug dit raseri og din vrede konstruktivt – løb, træn, skrig.
• Du overlever – this too shall pass.
• Du bliver et andet menneske på den anden side.