Jeg drømte om min far i nat: Jeg var forvirret, kørte til Rørvig og ledte efter nøglen til huset. Havde glemt nøglen. Jeg gik hen til huset.

Det var tidlig morgen, solen var kun lige stået op. En af de smukke røvigmorgener, jeg husker fra min ungdom. Der var dug i græsset. Solen stod bag træerne i øst. Jeg gik hen til havedøren frustreret over at have glemt nøglen, stod jeg på terrassen og overvejede mine muligheder. Måske havde vi glemt at låse?

Da fik jeg øje på min far derinde i stuen og mærkede et stød af glæde. Han var der! Han fik øje på mig. Han smilede og åbnede døren. Alt var som det skulle være. Han var der.

Han var træt, sagde han. Han lagde sig i sengen. Jeg satte mig ved siden af og rakte ham min hånd. Han trak min hånd kærligt tæt til sig som for at sikre sig, at jeg ikke ville forsvinde igen. Jeg holdt hans hånd, lyttede til hans vejrtrækning. Faldt til ro. Mit hoved på hans bryst. Mærkede hans hjerte.

Og vågnede. Et helt andet sted. I min egen seng. Prøvede at komme tilbage i drømmen, men den var væk. Han er væk. Jeg lå lidt og så ud i mørket. Klokken var 3:50, og jeg var stadig træt.

Skyndte mig at skrive drømmen ned. Febrilsk for ikke at miste den. Han var der lige. Igen. Tårerne triller her i mørket, mens savnet er så stort og så intenst og fylder alt.