Jeg havde ikke forestillet mig, at nytårsaften ville blive det første nytår uden vores søn. Det kom så pludseligt, så uventet, og det var bare helt rigtigt og perfekt og præcis som det skulle være.

Dagen før nytår spurgte han “gør det noget, at jeg ikke tager med til nytår?” – vi skulle fejre nytår med gode venner, nytårsmenuen var købt og betalt. Same procedure as every year, skat! Jeg sagde ja, og “jeg kører dig bare”. Så vi forlod middagen før desserten og kørte 15 km i tæt tåge hjem, for at han kunne hente sin Soundboks. Jeg satte ham af hos en ven og kørte tilbage og holdt nytår i gode venners selskab.

Hvad er det her? Hvor blev min lille spæde søn af? Nu er han næsten 17 år, større end mig, og han skal sige godt nytår til sine venner i stedet for mig? Præcis som jeg gjorde engang. Jeg tænkte heller ikke over det, det gjorde ved mine forældre – jeg gjorde det bare: holdt nytår med to veninder, vi fik rigelig champagnelignende stads, og jeg husker det, som om drengene kastede fyrværkeri efter os, og vi grinede så meget, at vi næsten tissede i bukserne. Meeen det var jo dengang. En helt anden tid.

Jo, det er tid. Det er nu. Første nytår uden. Wow. Jeg så den ikke komme allerede?

Og så er det jo godt, at Sarah Connor oplever nøjagtig det samme, så jeg kan læne mig ind i hendes følelse og blive tudevorn, når jeg hører hendes sang “Warum hat mir keiner gesagt?” – hvorfor har ingen fortalt mig det? Hendes smukke sang handler om de overvældende og ofte ufortalte udfordringer ved livet og moderskabet. Den glæde og den lidt forbudte sorg over, når børnene gør sig klar til at forlade reden og vokser fra en.

Ingen – udover Sarah Connor – har fortalt mig om de svære følelser, man møder, når børnene vokser op og flytter hjemmefra. Det er ikke noget, man taler om, selvom det er en sorg alle forældre står i. Så står man her. Mit barn skubber mig væk, han laver ting, jeg ikke ved noget om, har sit eget liv og går ud i livet uden mig. Præcis som det skal være, men det niver. Er vi allerede kommet her til?

Grunden til, at ingen har “sagt det”, er jo fordi de følelser er tabubelagte. Det er tabu at være ked af noget, der er et helt naturligt vilkår – at børn vokser op og vandrer ud i livet. Sarah Connor tager bladet fra munden og beskriver den ensomhed og tvivl, der er opstået for hende, hvilket gør sangen utrolig relaterbar, men for mig også rørende at lytte til .. jeg tuder nærmest hver gang, jeg lytter til den.

Når nogen siger dit navn, vil mit ene øje grine og det andet græde
Der er en dyb, dump smerte, der næsten river mig fra hinanden
Men det vil jeg ikke afsløre for dig, du går din egen vej nu, står stærkt helt alene
Uden mange ord, fordi du hader at sige farvel
Du siger: “Jeg er en stor pige nu, mor, hold op med at græde. Jeg elsker dig, glem ikke det. Luk dine øjne, så ser du mig,” men..

Hvorfor har ingen fortalt mig, at det ville være så svært?
Ja, jeg er stolt, og ja, jeg giver slip
For du skal ud i verden nu, det er den allermest fantastiske tid
Men hvorfor har ingen fortalt mig, at det ville være så svært?
Jeg vil beskytte dig, jeg støtter dig
Og hvis nogen sårer dig, så tværer jeg dem ud!

Da du var lille, spekulerede jeg på, hvordan det ville være
Når du forelsker dig for første gang, og nu er det sket:
Når du taler om ham, lyser dine øjne op, du svæver gennem rummet
Du har været igennem meget allerede, ja, men du kan stadig stole på ham.
Hvor blev min lille pige af?
Det går alt for hurtigt for mig
Når jeg ser på dig, er jeg så glad på dine vegne
Og i hemmelighed beder jeg til, at dit hjerte ikke bliver knust, men ..

Hvorfor har ingen fortalt mig, at det ville være så svært?
Ja, jeg er stolt, og ja, jeg giver slip
For du skal ud i verden nu, det er den allerbedste tid
Hvorfor har ingen fortalt mig, at det ville være så svært?
Jeg vil beskytte dig, jeg støtter dig ..
Og hvis nogen sårer dig, så tværer jeg dem ud!