You get some great, amazingly fantastic news. What’s the first thing you do?

Hvad er det første, du gør, når der sker noget stort i dit liv?

Ja, godt spørgsmål .. Hvad er det første, jeg gør, når der sker noget skelsættende godt eller skidt i mit liv? I gamle dage ringede jeg til min mor – både med gode nyheder og med ikke så gode nyheder.

Altid.

Jeg ringede fx til min mor, da jeg blev fyret i en fyringsrunde på mit allerførste job og stod i en rundkørsel nær en motorvej i et afsidesliggende industriområde uden at vide, hvordan jeg skulle komme væk derfra, fordi bussen ikke kørte udenfor myldretiden. Jeg var helt knust og sårbar, og jeg stod der og flagrede, da min mor kom og samlede mig op.

Jeg ringede også til min mor, når jeg var ked af det over en idiotisk kæreste – eller da min cykel var blevet stjålet, eller jeg havde ondt i tænderne efter et møde med tandlægens bor. Og jeg ringede også bare for at høre hendes stemme. Hun lyttede altid, og jeg blev altid glad af at snakke med hende. Når der var noget på jobbet, så ringede jeg til min far, og så fik jeg enten feedback, perspektiv eller råd til at løse problemet i stedet for. Sådan er det heldigvis stadig, men det er ikke helt det samme som min mor. Det er jo far!

Jeg ville også have ringet til min mor, da jeg mødte min mand, men da var hun død. Eller da min mand friede til mig, og der var to streger på graviditetstesten – der savnede jeg også min mor, men min far blev kisteglad ♥️

Siden min mors død, da jeg var 27 år, har jeg ikke længere for vane at ringe til nogen, når der sker noget ekstraordinært. Jeg har heller ikke skrevet dagbog siden. Min evne til at dele glæder og sorger tog åbenbart skade, da min mor døde.

Nu ringer jeg til min mand for at dele både gode og dårlige nyheder. Og da der var to streger på graviditetstesten ringede vi som det første til hans forældre og til min far. Men det hænder af og til, at jeg glemmer at dele sorger og glæder med nogen og hurtigt smutter videre i teksten.

Jeg har ikke tænkt over det før, faktisk ikke før nu.. Jeg indser, at det er en adfærd, jeg har – og har haft lige siden min mors død. Jeg er simpelthen blevet røvdårlig til at dele sorger og glæder med andre. Og jeg kan godt se, at mine nære nogle gange står og mangler mellemregningerne, fordi jeg ikke holder dem opdateret løbende. Hmm, Gitte, altså 🤨

Hvordan med dig? Hvad er det første, du gør, når der sker noget stort i dit liv? Ringer du nogen op og deler dine glæder og sorger med dem?