Når komfortzonen bliver en stopklods

Nogle gange oplever jeg, at min komfortzone er en stopklods for min selvudvikling. Jeg hygger mig bedst i komfortzonen, deraf navnet. Alting er trygt, forudsigeligt og vane … Der, hvor jeg udvikler mig mest, er udenfor komfortzonen; når jeg gør noget andet end jeg plejer.

Jeg siger så tit til min søn, at han bare skal springe ud i det. At alle de nye ting, han rent faktisk springer ud i, udvikler ham som menneske. Det er jo sandt. Det virker, det udvikler ham og giver ham styrke og mod på mere. Det er fantastisk at være vidne til.

Ja, det er jeg så vidne til på allerførste parket, og alligevel trænger det ikke for alvor ind i min tykke skal. Det er jo ikke kun børn, der kan udvikle sig, lære nyt og vokse som menneske. Læringsprocessen stopper aldrig – vanerne tager over, trygheden sænker sig som en dyne, der er så trygt og rart i komfortzonen.

Lige nu er jeg ikke et sted i mit liv, hvor jeg trænger til den helt store paladsrevolution, men jeg kunne godt tænke mig at ændre nogle ting, og – ja, den ændring starter jo hos mig. Hvad er det værste, der kan ske? At gå i stå, ikke at orke eller nøjes .. eller stå ud af komfortzonen et øjeblik og mærke suget i maven og mærke vingerne bære?

De gode dage kommer fra mig .. ?

De gode dage kommer fra mig, skrev jeg for nylig. Jinx! For denne her dag fik jeg i hvert fald ødelagt starten på ved egen hjælp. Det er altid skønt at skrive et indlæg, og så lige bagefter blive udfordret på det kraftigste lige netop på dén front.

Med en mandag morgen som denne er det svært at skifte over på grøn bane. Virkelig svært. Det handler om en fodbold, der død og pine skulle med i skole – og et par forældre, der sagde nej, nej og nej. Vi er nu helt officielt verdens værste forældre, knægten ville ud og bo i naturen for at slippe for at leve sammen med os.

Så vi tog en time out på det tidspunkt, hvor vi alle skulle afsted for ikke at komme for sent. Vi var alle helt kørt op, færdige og uendelig kede af det. Ingen af os var tjent med at gå ud af døren i det humør. Selvom vi fik ro på, så var det med tungt hjerte, at jeg krammede knægten farvel. Han besvarede ikke rigtigt mit kram, og han ville hellere køre med en ven end lade mig køre ham i skole. Den sved, og tårerne brændte lige under øjenlågene, da jeg satte mig i bilen og kørte mod arbejdet. Jeg håber bare på, at han kan ryste det af sig og få en god dag.

Selv er jeg så meget på sort bane, og jeg har egentlig bare lyst til at blive der og sidde og skumle. Det her er en møgdag, og den skal bare overstås. Ked af det, frustreret og alt muligt andet.

Men jeg er samtidig også bare heldig at have en selvstændig søn. Han er nødt til at lære at respektere, når vi siger nej – og vi er på den anden side også nødt til at lytte til ham. Det betyder meget for ham at få den bold med, så vi må se på den udfordring én gang til og se hvad vi kan gøre.

De gode dage kommer altid fra dig

Hurrakursus er min betegnelse for den type kurser, hvor en m/k lirer en masse selvfølgeligheder af krydret med Dalai Lama citater. Alle går ud i højt humør og giver instruktøren topkarakter på spørgeskemaet. Man går derfra med en mission om at ændre på sit liv, men man når kun lige ned til busstoppestedet, hvor det regner, man pivfryser og så ser man bagenden af bussen, før man tænker, at man også kunne vente til i morgen med at ændre på sit liv. Og så bliver det aldrig til noget.

Dén type kurser. I løbet af 20 år på arbejdsmarkedet har jeg oplevet ret mange, og jeg forventer ingen paladsrevolution. Lige indtil sidste gang, hvor tilgangen var simpel og let at adoptere. Med et lille bevidst sporskifte i hovedet kan du vælge at gå over på grøn bane, når det hele går i sort.

For mig virker det, fordi det er forbavsende let at praktisere i en hverdag, hvor der er tryk på. Det letteste er at gå i sort og se sort på det hele og lade de små ting ødelægge sine dage. Vi kender det vist allesammen, når én lille dum ting ødelægger en hel dag. Det er vist indlysende, at det er dig selv, der bestemmer om den lille dumme ting skal ødelægge din dag – men hvorfor gør vi det? Lader de små irriterende ting vælte læsset?

Jeg tror, at jeg er skabt til at fokusere på alle mulige trusler for at overleve, så det er ren refleks, der gør, at jeg lader mig slå ud af detaljerne. Måske var det en god overlevelsesstrategi i gamle dage, det ved jeg ærligt talt ikke – men i 2016 er det ikke hensigtsmæssigt at lade de små ting ødelægge det store billede.

En gennemsnitsdag i mit liv består af absurd mange småting, der hver især kan køre mig helt ud på kulsort bane. Blot en almindelig morgen er et sandt hækkeløb af småbitte ting, der helst skal lykkes for at det bliver en god morgen; håret, barnet, manden, tøjet, morgenmaden, mellemtiden, madpakken, bilkøen, computeren, kollegerne …

Bare én af disse ting ikke fungerer, så er morgenen ødelagt, og der er reelt potentiale for at resten af dagen også bliver ødelagt. Ved at påtage mig ansvaret for min reaktion over de irriterende ting, så kan jeg selv bestemme, om jeg vil være sur eller trække på skuldrene over det. Jeg er ikke magtesløs, når jeg strander i bilkøen – jeg har magt over, om bilkøen skal ødelægge min dag eller ej. Jeg kan ikke ændre på selve vilkåret (bilkøen), men jeg har magt over min reaktion på vilkåret.

Pr refleks lander de fleste af os på sort bane, når noget ikke går efter planen – og det kræver en bevidst beslutning at vælge at krydse over på grøn bane. Det har hjulpet mig at visualisere det helt simpelt som 2 baner; sort og grøn, for så bliver det mentalt let at skifte til grøn bane. Græsset er nemlig grønnere på grøn bane. Det oplevede jeg allerede efter at have skiftet bane i hovedet et par enkelte gange. Der er en hel verden til forskel.

Jeg mener, at det er sandt; at de gode dage altid kommer fra dig, som Julia Lahme skriver i Manifest. Til min fest hører der risengrød. Hjemmerørt slowcooked risengrød fyldt med ro, langsommelighed og kærlighed. Det er zen i risengrød, efter min mening.

Zen bor i risengrød

Zen bor i risengrød, vidste du det? Risengrød kræver langsom omrøring, tid og opmærksomhed. Man skal være tilstede her og nu for ikke at få risengrød ud over det hele i brune brændte plamager. Der er ingen anden genvej til god risengrød end tid og opmærksomhed. Bliver du stresset af risengrød og hader du at lave det, fordi det ender med en afbrændt gryde og et komfur, der ser herrens ud? Så prøv at tænke anderledes på det.

Vores søn elsker risengrød, og i en lang periode var det det eneste, han gad at spise, så jeg har lavet mere risengrød end de fleste. Samtidig med at jeg har arbejdet fuldtid og er kommet flyvende hjem med hjertet bankende oppe i halsen. Jeg blev nødt ikke at hade den del af mit liv, som var så stor og fyldte så meget. Jeg kunne ikke så godt stå dér og voldbrokke mig ned i grøden en lille time hver anden aften – det havde jeg i hvert fald ikke lyst til. Risengrød var i lang tid et af vores vilkår.

Det var ikke fordi vi ikke prøvede andre løsninger; færdigrisengrødspølser af forskellige oprindelse, minut-ris og andre genveje. Det blev bare ikke så godt som hjemmelavet. Jeg var i en periode i dialog med en risengrød-på-pølse-producent, fordi grøden smagte bittert, forkert og var tynd og slasket. Knægten gad ikke æde det. Flere risengrødspølser, vi købte, smage på den måde. Det gik tilsidst op for mig, at det måske bare er sådan risengrød på pølse smager.

Det endte med, at jeg sluttede fred med processen og kom til at nyde den lille time, hvor jeg skulle være klar ved gryden. Jeg var nem at finde og nå for både mit barn og min mand. Tit endte det med, at jeg stod og kiggede ned i grøden og mine tanker fløj afsted. Jeg groundede lige der ved komfuret midt i en hektisk hverdag.

Så jeg melder mig stadig som frivillig til at koge risengrød. Det er den letteste genvej til at vinde prisen som årets mor, og samtidig lander jeg inde mig selv ❤

Regnvejrsdage i Tyrol

Vejret i bjergene er omskifteligt, men om sommeren er der rig lejlighed for at få masser af sol og varme. Det er aldrig morsomt at være på en sommerferie, der mest af alt minder om en efterårsferie, men der er stadig masser at lave i Tyrol.

  • Besøge en borg; Hohensalzburg eller Kufstein
  • Spise Knödel i Kufstein på Aurach
  • Spise Apfelstrudel på toppen af bjerget, hos Talkaser
  • Nyde tordenvejret fra altanen
  • Købe et godt regnsæt og afsted til tops!
  • Bade i indendørs pool
  • Shopping og sightseeing i Salzburg eller Innsbruck
  • Prøve toget fra Sommer i Tyrol
  • Besøge en grotte –  eller en saltmine
  • Besøge en isgrotte

DSC_0062

Kopi er den ypperste form for smiger

… men nogle gange ville det være rart, hvis knægten lyttede til hvad jeg siger, istedet for at kopiere det, jeg gør. Kender du det? 

Jeg risikerer at få lavet en lille kopi af mig med en kopi af samme selvværd som mit. Selvom jeg ønsker noget andet for ham og selvom mine ord til ham er bekræftende og anerkendende. Men ord er ikke nok. Ord virker ikke, hvis ens handlinger modsiger dem.

Han stammer fra mig, og når jeg udviser negative holdninger til mig selv, så viser jeg ham jo, at der også er noget galt med ham. 

Ens handlinger viser hvem man er. Det man siger, er hvordan man ønsker at være. Der er en kæmpeforskel.

Actions speak louder than words

Som mor er jeg derfor nødt til at fikse mig selv først – før jeg kan forvente andet og mere fra min søn: Omtale mig selv anerkendende på samme måde som jeg ville tale til ham på – samt ikke mindst opføre mig, som jeg ønsker, at han skal opføre sig.

Det gælder i øvrigt ikke kun børn, men alle mennesker, man kommer til at lede i sit liv:

Fortæl mig – og jeg glemmer.

Vis mig – og jeg husker.

Involver mig – og jeg forstår.