Nogle gange oplever jeg, at min komfortzone er en stopklods for min selvudvikling. Jeg hygger mig bedst i komfortzonen, deraf navnet. Alting er trygt, forudsigeligt og vane … Der, hvor jeg udvikler mig mest, er udenfor komfortzonen; når jeg gør noget andet end jeg plejer.

Jeg siger så tit til min søn, at han bare skal springe ud i det. At alle de nye ting, han rent faktisk springer ud i, udvikler ham som menneske. Det er jo sandt. Det virker, det udvikler ham og giver ham styrke og mod på mere. Det er fantastisk at være vidne til.

Ja, det er jeg så vidne til på allerførste parket, og alligevel trænger det ikke for alvor ind i min tykke skal. Det er jo ikke kun børn, der kan udvikle sig, lære nyt og vokse som menneske. Læringsprocessen stopper aldrig – vanerne tager over, trygheden sænker sig som en dyne, der er så trygt og rart i komfortzonen.

Lige nu er jeg ikke et sted i mit liv, hvor jeg trænger til den helt store paladsrevolution, men jeg kunne godt tænke mig at ændre nogle ting, og – ja, den ændring starter jo hos mig. Hvad er det værste, der kan ske? At gå i stå, ikke at orke eller nøjes .. eller stå ud af komfortzonen et øjeblik og mærke suget i maven og mærke vingerne bære?