Pust!

Er ikke skidefrisk idag. Diskuterede den halve nat med Allan. På grund af travlheden med skole og eksamen er han blevet usikker på mig. Han er bange for, at han er ved at miste sin bedste ven og derfor vil han gerne have, at vi inviterer dem til middag. Så han er skide sårbar, og jeg har ikke tid. Møg uheldig situationen. Min egen fødselsdag kommer op om en måned, og den har jeg ikke tid til at fejre med mine veninder. Sådan er det lige nu, og det har vi også talt om mange gange. De næste måneder bliver hårde pga. min eksamen. Allan har lovet at bakke mig op.

Men en ting er at love det – en anden ting er rent faktisk at gøre det i praksis. Det ER svært, for logisk set kan Allan sikkert se, at når jeg har travlt med skolen, så er det jo ikke, fordi jeg ikke elsker ham længere. Men det virker som om han ikke tror på det … eller måske tror på os. I hvert fald gør det ham usikker, at jeg skal bruge så meget tid på skolen i denne tid. Han har heller ikke erfaring med at læse ved siden af jobbet, så han ved ikke, hvordan det er, og selvom jeg har prøvet efter bedste evne at forklare ham, at tingene letter efter hovedopgave og eksamen, så er det måske svært at forstå. Det lægger et gevaldigt pres på mig, at han konstant er ked af det og usikker på mig/os. Jo mere travlt, jeg har, jo mere usikker, indelukket og opmærksomhedssøgende bliver han, og jo mere stresset og kort for hovedet bliver jeg. Det er den ledeste onde cirkel!!
Og i går blev det så til, at det var min skyld, at hans venskab er ved at smuldre, fordi jeg ikke kan presse en middag ind her og nu. Jeg foreslog ham, at han inviterede dem til middag evt. en dag uden mig, men det var han ikke meget for, så det bliver ikke til noget – igen på grund af mig. Det er jeg bare røv ked af, for sådan skal det jo ikke være, men jeg kan ikke få det til at hænge sammen!!! Jeg ville også gerne invitere dem til middag, for de er skidesøde, men lige nu ser det bare sort ud. Jeg ser jo ikke engang mine egne veninder, men de fleste af dem respekterer jo mine prioriteter og forventer derfor ikke serenadesang fra denne ko!
Og så har jeg været så dum at sige, at jeg gerne vil se Blood Diamond. Han foreslog, at vi ser den i næste uge. Jeg synes, at når vi endelig har en aften sammen, så skal vi da ikke sidde bevidstløst og glo film. Så skal vi bruge tiden sådan rigtigt sammen uden at fjernsynet kværner eller mørket sænker sig i biffen. Ellers kan det jo være lige meget! Så jeg foreslog en tur på café, men det faldt ikke i god jord. Så ville han gå i biografen og se den selv.
Pust, jeg synes, at det er hårdt. Denne diskussion fandt sted klokken bæ i aftes, da jeg kom hjem fra skole og var helt smadret. Allan sad og så fjernsyn og havde ikke lavet meget andet end at snakke med banken, kigge på butikker efter job og se fjernsyn. Han havde selv foreslået, at han ville lave the til mig, når jeg kom hjem, men han kunne ikke rigtig rive sig løs fra sin film. Og det er nok heller ikke rigtigt af mig at forvente, at han gør det, men jeg havde håbet på det. Istedet pakkede jeg min taske til i dag (hvilket ikke gik så godt, jeg glemte mine bukser, så jeg har træningsbukser på på arbejde i dag…) og begyndte at gøre mig klar til at gå i seng. Allan gik i seng uden en lyd og med et tantekys. Jeg lå og gloede op i loftet, og så startede diskussionen…
Nå, nok om det. At skrive her om det, løser ingenting, men det er rart at se mine egne tanker. Jeg elsker ham, go det skal bare funke! Hvad fanden tænkte jeg på at begynde at læse IAA?!!