Vi havde inviteret min far til middag i aften. Han skulle til begravelse i nærheden, så han var alligevel herinde, og det er jo ikke så ofte, at han kommer forbi og hilser på NC. Det var en oplagt chance, hvor han kunne komme lidt tidligt – allerede omkring klokken 17 – og opleve NC’s bedste timer.

Jeg havde købt dyr og lækker Bøf Stroganoff fra den lokale slagter og planlagde en æble-kanel-crumble til dessert. Men så langt kom vi bare slet ikke. Allerede klokken 15 kom min far, og klokken 15:15 skævede han allerede til uret og hoppede rastløst i sofaen. Klokken 15:30 spurgte han, om det var i orden, at han droppede middagen og kørte hjem i stedet for. Jeg var helt paf og svarede noget i stil med “øøøh, mnjaaa-øøh”. Han fortsatte “I brænder vel ikke inde med noget særlig mad, vel?”. Jeg svarede nej, for jeg vil ikke tvinge nogen at blive til middag, hvis de ikke gider.

Så vi kom halvdelen af bøf stroganoffen i fryseren til 1. januar og kiggede målløse på hinanden. Hvad skete der lige der – ? Vi havde glædet os til at se min far og snakke med ham – og lade ham få lidt kvalitetstid med NC. Det har jeg aldrig været ude for før; at gæsterne går inden middagen. Tænk, at han simpelthen ikke gad at spise hos os, men hellere vil hjem til et tomt hus? Jeg blev helt målløs og nåede simpelthen ikke at sige noget, mens han var her – bagefter blev jeg simpelthen så ked af det.

Nicholas Carl lagde ud med at blive bange for min far, da han hilste på ham. Det har jeg aldrig oplevet før. Selvom han var der i 50 minutter, vænnede NC sig ikke rigtig til ham og blev ved med at være reserveret og forsigtig. Min far havde ham på skødet i 20 sekunder, så fik jeg ham tilbage igen. Det gør så ondt at se, når jeg samtidig ser, hvor glad NC er for både sin farmor og bedstefar. Min far burde han jo være lige så glad for at se, men det er som om han ikke rigtig gider at være morfar – han ser ihvertfald ikke NC særlig ofte.

Desværre er det ikke et enkeltstående tilfælde, hvor jeg har følt, at jeg og min familie ikke har nogen særlig interesse for min far.

Da NC var en måned gammel havde min far set ham en eller to gange, og jeg efterlyste lidt mere morfar. Min far udtalte “Jeg har ikke noget at komme til København for” – den lader vi lige stå et øjeblik. Hvis jeg nu siger, at det er ca. 55 cm langt og vejer 5 kilo, hvad siger du så? Tænk, at han ikke gider at køre herind for at hilse på NC. Jeg var helt paf. I samme omgang fortalte han, at han havde kørt sin kærestes datter og svigersøn i lufthavnen klokken 5 om morgenen – helt fra Rørvig. For dem gider han altså godt movere rumpetten til København. Der gik så et døgns tid, så ringede han og spurgte, om vi gav middag dagen efter, så jeg tror, at hans kæreste har sagt et alvorsord til ham.

Vi var i Rørvig i august en lille uges tid med Nicholas Carl, og så har jeg ikke været der siden. Da jeg så endelig kom derop igen, aftalte vi, at Nicholas Carl, Mai-Britt og jeg skulle kigge forbi. Da vi så kiggede forbi, var der ingen hjemme. Han var kørt til København bl.a. for at besøge min bror og hans familie. Vi var i Rørvig en hel weekend uden at han tog sig tid til at kigge forbi. Så føler man sig virkelig værdsat.

Juleaften kørte han hjem inden klokken var blevet 22. Han var hjemme i Rørvig 23:15, fordi han dagen efter skulle til Sverige med sin kærestes familie i 3 dage. Der var ikke noget med at slappe af, nyde juleaften, snakke og hygge sig med os. Det var huhej, lad os få anden på bordet, kom med ris a’la manden, åbn nu jeres gaver, så kører jeg, hej hej. Jeg brugte en times tid på at berolige NC i soveværelset, fordi han var helt oppe og køre, og da jeg kom tilbage, sagde min far farvel og tak. Den rigtig hyggelige del af juleaften oplevede han ikke – da børnene var lagt, og vi voksne sad roligt og snakkede. Men der var han kørt.

Men når jeg tænker over det; har min far ikke altid været sådan? Jeg har tidligere følt, at jeg ikke var særlig interessant i hans øjne. Har tit følt, at jeg ikke var interessant at høre på, for han har tit afbrudt mig eller simpelthen ikke lyttet til hvad jeg havde at sige. En gang fik jeg at vide, at “mine teenageproblemer ærlig talt ikke var særlig interessante at høre på længere” – det er meget sårende, når man er i 30erne og dødgerne vil have en kæreste, men stadig sovser rundt i de samme problemer som i 20erne. Kan godt være, at det var samme problemer om og om igen, men de var reelle nok. Det blev totalt afvist af min far.

Jeg husker særlig en aften i Rørvig, hvor vi sad en sen aften og snakkede, min far, bror og jeg. Min far fortalte om nogle af sine problemer efter min mors død, derefter fortalte min bror om sine problemer relateret til min mors død og så kom turen til mig; min far gik i seng og min bror gik ud på terrassen. Heldigvis var Trine stadig vågen i sin kurv, så hun fik lov at høre på mig. Den reaktion fra min far burde nok sige mig ganske klart, hvad jeg kan forvente af ham.

Måske er det naivt, men jeg havde troet, at han ville interessere sig for min søn og mand. Men forventer jeg, at koen synger serenader? Er det for meget forlangt, at han afsætter tid og prioriterer os fremfor hans kærestes datter, svigersøn og deres børn? Det kan godt smerte mig, at han har været 3 dage på ødegård med dem og deres børn, mens han dårligt nok kan afse en time til os i dag og ovenikøbet aflyser middagen med timers varsel.

Heldigvis er NC for lille til at forstå, hvad der foregår. Og heldigvis har han en farmor og bedstefar, som altid er der for ham og altid har tid til ham.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at tale med ham om det tidligere, men det er som om han så lige tager sig sammen en enkelt gang, og så falder han tilbage i den gamle rille. Jeg vil bruge mine ressourcer på mennesker, som virkelig gider os og ønsker vores selskab. Det føler jeg ikke, at min far oprigtigt gør, så jeg tror, at jeg vil drosle ned på kontakten fremover, og så må han komme til os i den udstrækning, han har lyst til det.

Jeg forventer åbenbart for meget af ham og bliver skuffet gang på gang. Nu gider jeg ikke flere skuffelser. Vi har ikke så meget energi på lager – det er hårdt lige nu med Allans eksamen. Vi skal bruge vores energi på mennesker, som giver os energi og glade oplevelser, frem for mennesker, der skuffer gang på gang og dræner os for energi.