Separationsangsten når nye højder lige for tiden. I nat var NC vågen i 1 1/2 time fra 23:30 til 01:00, hvor han græd utrøsteligt, hver gang jeg fysisk gav slip på ham. Så det endte med, at jeg trak hans seng helt hen til min og lå med hånden på hans ryg. Sådan faldt vi begge i søvn.

Alligevel stod han op klokken 6, efter at have været vågen klokken 4, hvor jeg ikke ammede ham, men blot stak ham sutten og holdt ham i mine arme til han næsten sov. Så Allan og jeg fik 5 timers søvn og er alt andet end friske i dag.

Nu sidder jeg og spekulerer lidt over, hvordan vi bedst tackler hans separationsangst…

Separationsangst er en universel angstkilde, fra barnet er omkring 6-8 måneder, og det er angsten for at blive alene og forladt. Barnet græder, fordi det endnu ikke har udviklet en realitetssans, der kan sikre dem en viden og en forståelse for at mor og far kommer tilbage til dem igen. For barnet er det der eksisterer, det som barnet ser her og nu. Barnet kan derfor ikke vide om, når mor og far går, er de så forsvundet for altid.

Kilde: Charlotte Clemmensen

Jeg har læst lidt frem og tilbage – det ser ud til, at man skal væbne sig med tålmodighed og nyde hans store kærlighed, samt undgå store ændringer.

Men samtidig med, at jeg giver ham ekstra opmærksomhed, så er det også vigtigt, at vi ikke lader grænserne flyde. Så jeg kan godt fortsætte med at opdrage ham til, at han om dagen i stedet for en ammetur får en krammetur.

Så jeg fortsætter med at trappe ned til 3 amninger i døgnet; aften, sen aften og morgen – samt til trøst, hvis han er helt ude af sig selv. Det er gået meget godt i dag, indtil videre.

Da han vågnede klokken 4 virkede sutten fint. Og her til formiddagsluren fik han meget lidt bryst og endte med at falde i søvn med sutten i munden i stedet.