I en alder af 37 blev jeg både gift og fik barn. Man skulle tro, at jeg i min fremskredne alder var den allersidste i venindeflokken, det skete for, men tværtimod.

De fleste af mine gamle nære veninder er stadig singler, bor i byen og har ikke børn eller har voksne børn, så jeg var stort set den eneste af os, der er trådt ud af kridtcirklen og har vendt radikalt op og ned på det liv, vi alle har levet mere eller mindre siden vi flyttede hjemmefra for små 20 år siden.

I mange år har vi været hinandens extended family. Vi har altid stort set fulgtes ad og har kunnet støtte hinanden gennem op- og nedture med kærester, ex-kærester, knuste hjerter, håbløse mænd, jobliv, vilde byture, uddannelse, karriere, stress, sorger og glæder, vi mere eller mindre synkront har mødt i vores liv.

Selvom vi ikke har været helt synkrone, har vi dog altid haft det til fælles, at vores parforhold aldrig har holdt, og vi har altid vendt tilbage til singletilværelsen i byen. Måske har vi fastholdt os selv og hinanden i singletilværelsen. At være single har jo altid været det trygge og sikre valg.

Men nu er jeg hoppet over på den anden side af hegnet; jeg er flyttet fra byen, er blevet gift, har fået barn og har stiftet familie med vaskesøjle og det hele.

Og her står jeg og ville bare sådan ønske, at mine veninder ville hoppe med over hegnet, så vi igen kunne følges ad og dele stort og småt – og have ammehjerne sammen! Det kunne simpelthen have været SÅ STORT at have været på barsel samtidig med mine gamle veninder – eller bare en af dem! Men så heldig var jeg ikke.

Jeg føler nogle gange, at jeg bliver valgt fra af mine veninder. Jeg føler ofte efter en telefonsamtale, at jeg er kedelig, anstrengende og besværlig at ses med, fordi jeg nu har både mand og (skrige)barn. Og det er fuldstændig forståeligt, men det er ikke sjovt.

Jeg prøver at huske, hvordan mit liv var dengang jeg var single, så jeg prøver at invitere i god tid i forvejen. Jeg prøver altid at være forstående, når afbuddene tikker ind i sidste øjeblik, fordi jeg godt forstår, at man som single ikke gider bruge en nytårsaften, en fredag eller lørdag aften i familie-med-børn-land, når man får en anden og mere spændende invitation, hvor støjen kommer fra en højttaler og ikke fra et skrigende barn.

Og jeg prøver at være forstående, når der går 2-3 uger mellem telefonsamtalerne og 1-2 måneder mellem at vi ses. Men jeg bliver sgu også ked af det, for jeg har svært ved at forstå, at jeg ikke både magter at have mand, barn og nære venskaber på samme tid. Men det bliver sådan noget underligt noget. Nogle gange flyder snakken fint, og det er rigtig hyggeligt.

Men så går der lang tid, før vi tales ved igen, og jeg føler mig hægtet af, når jeg så hører, at der er sket store forandringer i min venindes liv eller hun har lagt planer sammen med andre end mig. Forandringer, som jeg sent eller slet ikke hører om før bagefter – hvor jeg ville have været den første, der fik det at vide i gamle dage. Planer, som jeg i gamle dage naturligt havde været en del af, men nu enten hører om bagefter eller fra en anden. Ja, jeg ved godt, at det er naturligt, når man vælger at få mand og børn – ethvert valg følges af fravalg…

Andre gange er det knap så hyggeligt at ses. Nogle gange fylder NC meget i billedet, alt for meget – for eksempel når han skriger en hel aften, når jeg har venindebesøg. Eller som på min fødselsdag, hvor han nægter at sove, så jeg går glip af halvdelen af min egen fødselsdag. Det er sindssygt svært for mig, for jeg føler mig så splittet: Jeg vil så gerne være mor for ham og lægge ham kærligt til at sove, samtidig med at en del af mig er vred på ham over at han ødelægger min aften. En anden del af mig ønsker at gæsterne vil gå og komme igen en anden dag, samtidig med at jeg er ked af, at jeg ikke kan være sammen med mine veninder uden afbrydelser. Og det er da klart, at det påvirker vores venskab, når vi ikke rigtig kan tale sammen.

Men samtidig er NC jo altid en engel at have med ud til for eksempel fødselsdage, barnedåb, kobberbryllup, begravelse og senest en konfirmation.

I dag blev jeg inviteret til fødselsdag hos en af mine gamle veninder om 1 1/2 uge. Hun inviterer både Allan og jeg – og i samme sætning siger hun, at det nok ikke er noget for os, fordi det ikke er børnevenligt, da det er middag, vin og høj musik, så hun regner ikke med os.

Allerede dér bliver jeg lidt ked af det, for jeg føler, at jeg bliver dømt ude på forhånd. Og det gør jeg jo faktisk også. Jeg har jo selv hægtet mig af ved ikke længere at leve samme slags liv som hun.

Det er mig, der har truffet nogle valg i mit liv, som gør, at jeg ikke længere passer ind i hendes fødselsdagsfejring. Jeg er bare ked af, at mine valg har den bagside. Dels fordi hun betyder meget for mig, og jeg rigtig gerne ville være der og fejre hende. Men også fordi jeg også godt kunne tænke mig at komme lidt ud indimellem. På denne måde bliver jeg isoleret, medmindre jeg prøver at finde nogle nye veninder med mand og børn.

Jeg siger ikke noget til hende, for hun fortsætter med at sige, at hun har udtænkt en plan b, hvor vi (hende, mig, Allan og NC) går ud og spiser brunch sammen og fejrer hende på den måde. Jeg siger ikke noget, fordi jeg ved, at hun har haft svært ved at sige det til mig,  hun har tænkt og tænkt på det og hvordan hun skulle tackle det mest taktfuldt.

Hun har tænkt på mig og har prøvet at sætte sig i mit sted, så plan b faktisk er plan a, som gør det nemmere for mig at være med til at fejre hende. Men jeg bliver ked af det alligevel, fordi jeg føler, at jeg ikke længere passer ind.

Eller rettere jeg føler, at jeg ikke passer ind igen – for det var nøjagtig det samme, når jeg som single blev inviteret til parmiddag og fik at vide “du er jo den eneste uden kæreste, der kommer til min fødselsdag, så måske skal vi hellere finde en anden dag, bare os to? – altså, du er selvfølgelig velkommen, hvis det er?”. Så følte jeg også, at jeg ikke passede ind, og det gjorde jeg heller ikke.

Jeg kunne godt tænke mig, at det var mig selv, der fik lov til at træffe valget. At jeg blev inviteret i god tid på lige fod med alle andre og fik at vide, at jeg var velkommen med eller uden NC. Så kunne jeg selv vurdere om jeg vil deltage noget af tiden med NC, som elsker middage, hvor der er mange mennesker, larm, snak og musik – eller om jeg kunne få ham passet, selvom det er med så kort varsel. Allan har for længst sagt ja til en invitation samme aften, men havde hun inviteret tidligere havde vi måske kunnet få det til at gå op.

Det er nemlig en anden ting, der er røget. Vores fleksibilitet og spontanitet. Alting skal planlægges minutiøst – særlig når vi skal ud. I gamle dage var jeg altid klar på en invitation selv når den bippede ind som sms klokken 01:00 lørdag aften. Jeg kan ikke forvente, at mine veninder helt forstår, at jeg arbejder med nogle længere deadlines nu. Medmindre jeg fortæller dem det. Og det kunne jeg godt blive bedre til.

Nej, jeg skyder ikke med skarpt og er sur på mine veninder. Jeg er bare lidt øv-ego-ærgerlig over, at vi ikke synkronsvømmer lige nu, så vi let og ligetil kan deltage i hinandens liv uden at nogen skal tænke over, hvordan man på en pæn måde siger, at ikke alle i venindens husstand er velkomne – og uden at nogen skal føle sig fravalgt.

Ja, for pokker, jeg drømmer sgu om, at Allan og mine veninders mænd står sammen og snakker, mens de pirker til gløderne i Webergrillen, mens vores jævnaldrende børn leger i vandkanten, og vi veninder snitter salat sammen som i gamle dage (jeg skal nok lade være med at tabe skålen med salaten til 10 personer igen, på ære!) og sludrer og griner. Vores (næsten ens) stationcars holder på p-pladsen med børnesæder og krummer på gulvet. Det ku’ bare være så fedt!!!