Wow, jeg var sgu ikke alene …

Jeg er helt oppe at ringe … jeg har lige fundet ud af, at mine forbudte følelser (hvoraf en del er blevet luftet her på bloggen) deles af andre. Eller mindst én anden.

Efter at jeg for en måneds tid siden opdagede og læste Julia Lahmes bog “Hvor lagde jeg babyen?” (som er den første (og sikkert også eneste) bog, jeg har læst på min barsel), begyndte jeg at følge hendes blog. Og i dag dukker så dette indlæg op: Hovedet på bloggen, hvor en anden blogger ved navn Christine beskriver sine (forbudte … tilladte!!) følelser omkring sit barn efter fødslen, hvor han havde kolik.

Bortset fra, at NC ikke havde kolik (selvom alle troede det), så kunne det have været mig, der skrev det, hun skriver. Jeg har haft det på nøjagtig samme måde, og jeg har bare følt mig så unormal, utilstrækkelig og håbløs som mor. Ingen nybagte mødre, jeg mødte, havde det på samme måde.

Andre mødre havde tilsyneladende så rigeligt overskud til at få sovet længe, få farvet de trætte lokker, lægge make-up, bage økologiske hjemmebagte boller, holde et flawless cremefarvet hjem, tage lange bade, gå i baby bio, shoppe, få ansigtsbehandlinger, tage på café-besøg, dyrke masser af motion, lave sund mad og samtidig have en sød, stille og let unge på armen.

Alt imens jeg ikke engang kunne tale i telefon på grund af den høje hyletone og ikke længere anede om det var i går eller i forgårs jeg sidst var i bad. Smokey (red) eyes havde jeg – de kommer af sig selv, når man tuder hver dag og ikke får fjernet gårsdagens make-up.

Jeg turde ikke drikke kaffe, fordi jeg var angst for, om bare ét enkelt lille mikrogram koffein skulle gå i mælken og betyde endnu flere vågne skrigetimer.

Motion? Tæller traven op og ned ad gulvet? Så har jeg gået mange kilometer!

Der var dage, hvor jeg ikke gik ud, fordi jeg følte det som om jeg havde en tidsindstillet bombe med i liften. Jeg turde ikke udsætte mig for flere nederlag og få flere dårlige erfaringer. Jeg havde brug for at hele, brug for gode oplevelser. Jeg havde brug for at komme mig og prøve at samle stumperne af den selvtillid, jeg engang havde haft.

Jeg ønskede mig tilbage på jobbet – og fortrød, at jeg havde sagt ja til et års barselsorlov. Jeg følte, at jeg havde ødelagt mit liv ved at påtage mig en opgave, jeg slet ikke kunne magte.

Jeg var så urimeligt frustreret og rasende på NC, fordi han ikke spiste nok. Jeg var så vred og råbte og skreg – og dét virker altså ikke befordrende for babyers madindtag, skulle jeg hilse og sige. Det er heller ikke befordrende for hyggen derhjemme eller for parforholdet. Tværtimod.

Jeg var angst og stresset, når et sundhedsplejerske-besøg nærmede sig, for hvis nu den vejning igen viste “for lidt”, hvad så!? Hvornår ville de opdage, at jeg ikke burde have ansvaret for en baby? Nogen burde have stoppet mig, før jeg forlod hospitalet med ham!

Her er et uddrag af Christines indlæg:

Jeg var så splittet. Og jeg har aldrig følt en mere irriterende følelse før. For jeg ville bare elske. Jeg elskede jo! Men hvorfor ville han ikke have min kærlighed? Er jeg ikke god nok, spurgte jeg ham om, mens han lå ved mit bryst og havde et roligt øjeblik. Fik du ikke den mor du gerne ville have? Og alt væltede op. Er jeg en god datter, er min mor en god mor? Hvorfor har jeg ikke nok veninder? Og alt blev ved med at falde tilbage på  mig selv. Nej du er bare ikke god nok! Du kan ikke finde ud af det her. Du kan ikke trøste dit barn, du dur ikke til noget.

Det værste var, at når jeg havde dunket mig selv tilstrækkeligt nok, så jeg ned på ham –  min lille guldklump – og så væltede det over ham. ”Du har taget det hele fra mig” ”Hvis ikke du vil have min kærlighed, så må du passe dig selv”. Ja, jeg græder nu, bare af at skrive det. For intet kunne være længere fra sandheden –  nu. Men på det tidspunkt, var det min sandhed. Min frygtelige sandhed. Jeg kunne bare ikke mere. Han skreg og skreg.

Christine

Heldigvis, heldigvis, heldigvis går det over. Med tiden vokser en ny og stærkere person frem gennem alle prøvelserne; der vokser en mor frem. En stolt, glad og lykkelig mor, der omsider har lært sin søn at kende og elsker ham, selv når han skriger allerhøjest og for 117. gang kæmper imod med næb og klør, når der skal soves eller skiftes ble. SÅ er det fantastisk at være mor.

Det lod vente på sig, det der helt fantastiske symbioseagtige forhold, som alle ævler om. Det var ikke instant lykke™ og instant følelse af samhørighed, som jeg (naivt!) havde forestillet mig. Det ville jeg bare gerne have vidst, da jeg stod i suppedasen og følte mig mislykket. Jeg har beskrevet meget af det på min blog råt for usødet. Bloggen har på mange måder været min bedste ven, når jeg var alene med en skrigende baby og atter følte mig mislykket.

3 kommentarer til “Wow, jeg var sgu ikke alene …

  1. Kære Gitte,
    Tak fordi du linker til mig indlæg. Og hvor er det skønt at høre, at min ærlighed finder vej tilbage til mig og jeg nu ved at jeg ikke var og er alene.
    Vi har mere end det tilfælles. Min søn ville heller ikke tage på!!!! Han tabte sig tværdimod! Og det var SÅ SÅ SÅ SÅ forfærdeligt at skulle have det med også, udover at han skreg og skreg!
    OG ingen, jeg mener, INGEN havde det på samme måde som mig. Jeg sagde det nemlig også i mødregruppen og de andre reagerede med at se på, mig som om jeg var åndsvag! Og alle andre havde tid, overskud og dyrkede super sex med deres mænd.

    Så for pokker, hvor er det fedt at læse og høre om som har stort set, den samme historie! Og du ved lige som jeg, at man ikke ønsker det for nogen men når det nu skulle være sådan er det rart at vide, at man ikke er alene.

    Så du siger tak til mig – jeg siger tak til dig!

    Stay in touch!

    Knus fra Cristine

    Like

    1. Hej Christine!
      Tak for din hilsen – og igen tak for dit indlæg på Julia Lahmes blog! Jeg kan se, at vi overhovedet ikke er alene – !
      Hvor er det dumt, at det er så tabubelagt at erkende, at man ikke er helt den mor, man havde forestillet sig at være!
      For hvem er det vi snyder, når vi ikke fortæller hinanden, hvordan det også kan være at være nybagt mor?
      Knus fra Gitte

      Like

Der er lukket for kommentarer.