Sort samvittighed

Hverdagen banker på døren og er ikke til at overhøre. Samtidig blev det efterår i nat – trods t-shirt, natkjole, bukser, sokker og to dyner, vågnede jeg ved, at jeg piv-frøs. Det var koldt udenfor, og den iskolde luft susede lige ind af vinduet og ramte min krop, der helt klart er født på en forkert breddegrad. Og det bliver kun koldere fra nu af … brrr!!

Det har været en dejlig dag, men natten var lidt hård, fordi NC vågnede ved 3-tiden og jeg kunne ikke få ham til at falde i søvn igen. Jeg prøvede en times tid, men hver gang jeg var på vej ud af døren, skreg han. Jeg tog ham med ind i min seng, og så faldt han i søvn med babsen i munden. Han vågnede igen allerede ved 6-tiden, og da han hørte Allan brumme søvnigt i badet, glemte han alt om morgen-babs-rutinen, men stod i stedet op og pilede omkring. Jeg tog mig endda et bad helt uden at han opdagede det.

Jeg fik lagt NC til lur, og han sov 1 1/2 time. I mellemtiden læste jeg ‘Formørkelse’ færdig. Den er stadig lige fængslende, så også denne bog har jeg bare slugt. Denne gang har jeg dog læst grundigere end jeg gjorde med ‘Nymåne’ i første omgang. Jeg fik endda læst den for hurtigt, så jeg valgte at læse den igen. Jeg følte, at der var for mange detaljer, jeg havde misset. Nu er det spændende, om ‘Daggry’ er lige så god som de 3 første bøger … men mon ikke?

Er jeg klar til at komme tilbage på job? Njaeh … njoeh … ved egentlig ikke. Vuggestue-starten fylder det hele. Jeg har allerede dårlig samvittighed på forhånd. Det føles som om jeg planlægger at pjække. Men det er jo ikke pjæk – jeg skal jo køre ham ind i vuggestuen. Det er ligesom et faktum, jeg ikke kan komme udenom, og der er ikke noget odiøst i det.

Det føles som at køre i s-tog med gyldig billet og så stadig få sort samvittighed, når kontrolløren kommer. Hvorfor føles det så som pjæk og hvorfor har jeg dårlig samvittighed? Nej, jeg vil hellere vide, hvordan jeg slipper af med den her følelse af at pjække og den sorte samvittighed, for det er da helt hul i hovedet at føle sådan. Jeg gør jo ikke noget forkert. Tværtimod er det for at jeg kan blive mere effektiv på job, at NC skal starte i den nærliggende vuggestue og ikke bare fortsætter i dagplejen.

Jeg ved godt, at jeg ikke burde føle skyld og sort samvittighed over at pjække, når det ikke er pjæk, men den sorte samvittighed er også ledsaget af en snert af frygt for at blive fyret. Jeg har aldrig før forsømt mit job, medmindre jeg har været syg eller i forbindelse med min mors sygdom og død. Og det føles forkert at skulle blive hjemme, når ingen hverken er syg eller død. Men jeg kan ikke dele mig op og lade den ene halvdel gå på job og den anden gå med NC i vuggestuen.

Tror hellere jeg må vænne mig til det – at have sort samvittighed overfor jobbet, for jeg kommer nok ikke til at kunne lægge så mange timer og energi i det som jeg plejede. Jeg må simpelthen arbejde hårdere og mere effektivt i de timer, jeg har til rådighed. Der er intet andet for. Jeg kan kun gøre mit bedste i alle henseender, og det er mit mål.

Det føles lidt som om jeg ikke har været tilbage på job i over et år. Jeg var jo lige tilbage på jobbet en måned, så holdt jeg ferie i 3 1/2 uge. Det er næsten som at skulle tilbage fra barsel en gang til. Gad vide, om jeg kan huske noget som helst. Arjj, det ved jeg, at jeg kan. Når jeg tænker på, hvor hurtigt det gik med at komme tilbage efter barslen, så tager det nok kun et par timer at komme tilbage efter ferien. Det hele føles bare så fjernt som en anden planet lige nu, men jeg glæder mig og samtidig er jeg lidt beklemt, fordi jeg ikke kender min nye hverdag endnu. Jeg har jo ikke prøvet det her før – at være udearbejdende mor med vuggestuebarn.

Bliver det til at holde ud? Klarer jeg det? Altså, det skal jo fungere, og jeg skal jo bare klare det. Spørgsmålet opstår hos mig, fordi jeg to gange er gået ned med stress, og jeg frygter, at når det er sket to gange, så kan det ske igen. Jeg må og skal simpelthen styre udenom at crashe igen. Denne gang er det ikke kun mig, der er afhængig af mig. Der er meget mere på spil nu end kun mig, så jeg skal bare klare det. Punktum.