I morges fik jeg en sørgelig og rystende nyhed, som jeg har båret med mig i mit hjerte lige siden.

Jeg har en gammel skolekammerat, som jeg ikke har set i mange mange år. Hun flyttede med sin mor til Australien i 2. eller 3. klasse og kom af og til på besøg i klassen.

Vi mistede kontakten efter nogle år, men så fandt jeg hende på Facebook for et års tid siden, og vi har lige siden kommenteret hinandens opdateringer, fordi vores liv på mange måder minder om hinandens: Hun bor nu i USA, er blevet gift og har fået to børn.

I går kunne jeg læse, at hun har fået en svulst i hjernen på størrelse med en golfbold og nu skal i behandling.

Jeg har slet ikke mod til at forestille mig, hvad de gennemgår lige nu. Det må være så ufattelig svært. Det, der sker for hende, er tanken, jeg slet ikke tør tænke til ende.

Samtidig brokker jeg mig side ned og side op over en dårlig morgen. Morgenens indlæg føles så forkert og forkælet nu. I bund og grund er jeg  jo lykkelig for alle mine morgener. Jeg vil give hvadsomhelst for at få tusindvis af morgener endnu med min dejlige familie – uanset om morgenerne er gode eller dårlige.

Jeg håber håber håber, at der er mange tusinde morgener tilbage for min gamle veninde og hendes familie. Jeg krydser fingre for, at undersøgelserne og behandlingen går godt, og at hun bliver rask igen.

Mødre burde være usårlige, for ingen børn burde miste eller bare frygte for at miste deres forældre!