Weekenden er næsten gået. NC ligger og sover. Det er hans anden aften uden babs, og han klarer det så fint, selvom det stadig er mig, der lægger ham. Han søger lidt, men takket være min (nye) højhalsede t-shirt kan han ikke få fat i babsen. Han ligger så med hånden og nusser min hals og trækker i t-shirten, men ikke noget med at skrige af frustration. Det kommer måske i nat, jeg ved det ikke. Måske kommer det slet ikke.

Jeg ammede ham for sidste gang i går morges og så igen efter frokost. Det var så vemodigt, og jeg kom til at græde lidt.  Og det var så det. Nu ammer jeg ikke mere, og der er ingen vej tilbage. Han klarer det så flot, måske endda flottere end jeg gør, for jeg har ombestemt mig cirka 800 gange i timen, men det er jo for sent nu. Medicinen er i min krop, og det har han ikke godt af.

Fysisk har jeg lidt ømme babser, men jeg synes ikke, at det er så slemt. Men det er som om min krop er blevet forladt på en eller anden måde, så jeg føler mig lidt trist. Jeg synes ellers ikke, at jeg har de store bivirkninger af pillerne. Har lidt hovedpine, er lidt træt og ved siden af mig selv – men det behøver jo ikke at være pillerne.