Degraderet til andenviolin af en blondine!

Det var den bedste aflevering ever i morges!! NC var så sød – han pilede straks af, da jeg satte ham ned. Uden at få sutsko på – ind og lege med de store børnehavedrenge, som straks smed ham ud – ‘UD baby!!’ råbte de.

Men så fandt han Julie, og de gav sig straks til at lege. Hun kildede ham i nakken, og han grinede sin perlende latter, smilede flirtende til hende og så kælen ud. Så rakte han ud efter hende, men hun smuttede og han løb efter hende hvinende af fryd. 

Jeg forsøgte påkalde mig lidt opmærksomhed fra NC, så jeg kunne sige farvel, men jeg var degraderet til andenviolin af en lille lyshåret skønhed på 2 år. Julie sagde glad ‘hej hej’ og vinkede begejstret farvel til mig, mens NC var opslugt af hende og legoklodserne.