Hektisk morgen. Jeg skulle til salgsmøde i Jylland 10:30, vi skulle køre klokken 7, så jeg skulle afsted allerede 6:45. Drengen sov heldigvis, så jeg kunne tage bad, lægge make-up, sætte hår og komme i tøjet, før han stod op.

Jeg havde så fin en nussestund med knægten på puslebordet, men så var klokken også alt for mange. Jeg fik ikke rigtig sagt farvel til lillemusen, for han var travlt optaget af at lege, så jeg pilede bare ud af døren med en mad i hånden. Det var bare rigtig øv at starte dagen på den måde.

Mødet slutter klokken 14:30, og det tager 3 1/2 time at komme hjem, så hvis vi ellers kommer afsted til tiden, så er jeg hjemme klokken 18. Vi skal til forældremøde i vuggestuen klokken 19, så det er noget med at fyre noget mad i hovedet og nyde den lille time, vi så har sammen, før vi skal gå. Hvis jeg er heldig, kan jeg få drengen lagt til at sove inden vi skal gå, men det er nok for optimistisk, når han ser farmor.

Jeg er allerede træt på forhånd af den slags kulrede dage, og jeg får bare en lillebitte smule lyst til at være hjemmeløbende husmor i stedet. Som om det er mere fredeligt??!!

I gamle dage syntes jeg, at det var sjovt, når jeg kom lidt væk fra kontoret på rejser og ture og den slags – men nu vil jeg helst være fri. Jeg gider ikke spilde 8 timer på motorvejen, når jeg kunne være hjemme med min familie eller arbejde mere effektivt på kontoret.

Dagen blev mere hektisk og stressende end jeg havde forestillet mig. For det første tog det ikke 3 1/2 time at køre derover, som jeg fik at vide. Det tog 4 timer. For det andet var det umuligt at få rundet mødet af til tiden. Jeg sad som på nåle og forsøgte at bryde ind – jeg fik ondt i maven af stress og besluttede fremover at sige nej til den slags close calls. Mødet fortsatte 1/2 time over tiden, så vi kom afsted 15:15 i stedet for 14:30.

Lidt hurtig hovedregning gav mig bare endnu mere ondt i maven – jeg ville være hjemme meget tæt på klokken 19. Jeg talte med min mand undervejs. Kaos herskede der hjemme – barnet skreg i baggrunden, manden lavede mad og kunne ikke finde kokosmælken, fordi skarnsknægten havde gemt den (jeg fandt den senere mellem hans legetøj i stuen). Jeg havde den sorteste samvittighed over at være årsag til kaoset derhjemme og følte mig så magtesløs, fordi jeg bare sad der og gloede energiforladt ud i luften på bagsædet i min kollegas bil uden mulighed for at tage kontrol over situationen.

Jeg var hjemme 18:45 – !