Altid Klar 1972

Fyret betyder jo, at jeg er arbejdsløs. Finanskrisen tog mit job og marmeladen til mit brød. Nu søger jeg job. Igen. Det har jeg gjort så mange gange før, at jeg kender rumlen ud og ind. Jeg har tre tykke sorte ringbind stående med ansøgninger, der starter med ‘jeg er en 22-årig kvinde’ og så derop ad indtil jeg midt i 30erne mente, at det var lige meget. Ansøgninger, der har skaffet mig bunkevis af afslag men også nogle skønne jobs.

Nu står jeg så her med hatten i hånden og er 38 år, snart 39 og 40. Og skal til at genopfinde mig selv og igen være Altid Klar ved telefonen. AK 72. Det er mig. Altid Klar født i 1972. Og jeg har ikke den mindste lyst til at være AK72 ved telefonen og ose af overskud, når de ringer og vil høre, om jeg kommer til en samtale. Hvorefter jeg lige rydder kalenderen for de aftaler, jeg har dén dag, hvor det lige passer dem at møde mig.

Jeg er bare overhovedet ikke klar til at få afslag på afslag. Jeg har slet ikke lyst til at søge job lige nu. Jeg ville allerhelst høste lidt af den indsats, jeg har gjort de seneste 15 år, hvor jeg konstant har arbejdet hårdt, længe, fokuseret og til enhver tid ydet mit bedste og gjort hvad jeg kunne. Nu har jeg så en familie at tage hensyn til, men jeg kan ikke bare gå lidt ned i kadence og lade familien fylde det meste. For nu skal jeg igen ud og bevise mit værd – i første omgang til jobsamtaler og siden hen i et nyt job, hvor jeg skal bevise, hvad jeg kan. Jeg kan ikke høste nogen form for frugt af at have været på arbejdsmarkedet så længe, fordi jeg nu er fyret og skal starte forfra. Igen.

Jeg hader at få afslag. Det gør alle vel. Afslag = afvisning. Det er bare ikke fedt. Du’r ikke, næste!

Det værste er afslag ledsaget med en slags forblommet ‘forklaring’ .. nogle forklaringer er viklet ind i de mærkeligste floromvundne begrundelser som for eksempel ‘du er overkvalificeret’. Den er ny – det er første gang jeg fik dén smidt i hovedet i sidste uge. Min første indskydelse som 13-årig var at blive frisør, og det havde måske ikke været så dumt. For siger man det til sin frisør: “Du er for dygtig, så jeg finder lige en anden frisør?”

Da min mor søgte job kort før hun blev syg og døde, fik hun konstant afslag, som blev begrundet med, at hun var overkvalificeret. Til sidst opgav jobcentret hende, og så fik hun overgangsydelse på dispensation og kunne i en alder af 56 år se frem til ikke at arbejde mere, fordi hun var overkvalificeret. Det er vel ikke dér, jeg er på vej hen …?

Hele vejen har jeg fået at vide, at jeg skulle holde mig opdateret og forny mine eksamener for at have de bedste muligheder. En HD (A) i 2003 kostede mig blod, sved og min daværende tåbelige kæreste – til gengæld var det en fantastisk gave at få lov til at nærstudere det, jeg elsker; markedsføring. Og igen i 2007, da jeg læste IAA og var ved at knække halsen på det – men til gengæld fik jeg så mit første 13 tal i 20 år og oplevede, at når gruppearbejde fungerer, så er det helt helt fantastisk.

I sidste uge var jeg altså overkvalificeret, så alt det knokleri med at læse ved siden af jobbet, plus arbejde sene aftener og weekends – var det for the birds?? Det nægter jeg at tro. Ja, jeg er dygtig og har masser at bidrage med – men også stadigvæk masser at lære. Og det rigtige job er derude!