Jeg bliver så træt, når jeg læser nyheder som denne:

»Børn under to år bør ikke passes af andre end deres forældre«.
Så enkel lyder opskriften på et godt børneliv fra tidl. overlæge, børnepsykiater G. Zlotnik.

Og jeg ved ikke, om jeg overhovedet gider at kommentere det. Jeg kan ikke se, at det er så enkelt, og jeg mener bestemt ikke, at jeg har gang i et dårligt børneliv for NC. Man kan kun påstå, at den opskrift er enkel, hvis man ikke selv har småbørn i 2010. Det vidner om en eklatant mangel på viden og indsigt om de ting, der ellers foregår hos en gennemsnits-børnefamilie. Det er urealistisk at passe sit barn hjemme på fuld tid indtil det er 2 år gammelt for langt de fleste børnefamilier.

Okay, lad os lege, at det er så enkelt at følge opskriften på det gode børneliv: Jeg bliver hjemme hos NC de første to år af hans liv. Efter en tid på kontanthjælp kræves det at jeg siger ja til aktivering, men jeg siger nej, for jeg følger en let og enkel opskrift på det gode børneliv. Kommunen ser mig som et arbejdssky element og smækker kassen i.

Allan dropper derfor studierne og arbejder skæve tider på den lokale tank samtidig med at han sidder i kassen i Netto. Han er stort set aldrig hjemme. Både NC og jeg bliver kamp stressede, fordi vi går op og ned af hinanden i vores lejlighed. Bilen er solgt for længst, og der er ikke råd til et klippekort hver måned.

NC lærer ikke at omgås andre børn, da vi bor i et olde-kolle, hvor der kun kommer børn på besøg i julen. Vores venner har ikke jævnaldrende børn, og der er for langt til legestuen på gåben.

Så starter NC i børnehave og får granatchok; for her er masser af fremmede børn, voksne, krav og lege, som han ikke kender eller forstår. Der er en hakkeorden, han ikke kender til, og der er børn, der driller og tager hans ting og skubber til ham. Han synes, at det er farligt og utrygt at gå i børnehave, og han bliver indelukket og søger ikke de andre børns selskab. Kunne jeg forestille mig. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan det så går for lille NC.

For slet ikke at tale om hans far, der har opgivet sin uddannelse og arbejder som tankpasser. Og hans mor, der har svært ved at få et job efter små 3 år udenfor arbejdsmarkedet. Der er sket meget indenfor markedsføring på de 3 år, og hun kan ikke følge med og får ikke noget job, selvom hun søger højt og lavt. Hun efteruddanner sig til et andet job, som hun ikke brænder for, men det er jo ‘kun’ 8 timer om dagen og det giver da lidt smør på brødet. To frustrerede forældre, der slider på hinanden – men som i det mindste har et barn, der har fået den helt perfekte start på livet med de første 2 år hjemme hos mor (og far). Mon dog?

»Det er ikke, fordi børnene dør af at komme i vuggestue eller bliver kriminelle eller retarderede, men man skal bare se på, hvilke typer personer de her børn udvikler sig til, når de har tilbragt det meste af dagen i vuggestue blandt voksne, som er stressede, og i et miljø, som er udsultet.

Børnene bliver usikre på de voksne, de har svært ved at stole på voksne, de er bange for at blive svigtet. De oplever usikkerhed omkring, hvad de selv betyder for de voksne. Det kan munde ud i, at disse børn – særligt umodne drenge – kan blive mere aggressive, urolige, udadvendte, ukoncentrerede og søgende«.

Jeg ved stadig ikke, om jeg gider at kommentere det, for det er så unuanceret og bombastisk. Vi har jo gang i det dårlige børneliv her hos os med vuggestue til en knægt, der er under 2 år. Jeg føler bare ikke, at det er et dårligt børneliv. Det er det bedste børneliv, vi kan tilbyde, og vi mener, at det er rigtig godt. Der er steder, hvor vi kan blive bedre – helt sikkert. Men jeg mener, at vi generelt giver NC et rigtig godt børneliv, selvom det strider mod ‘eksperterne’.

Vi ved, at NC bliver passet af nogle skønne voksne, som han kender og er tryg ved. Der er ikke den store udskiftning i personalet i hans vuggestue, og medarbejdertilfredsheden er stor. At kalde miljøet i hans vuggestue for udsultet kunne ikke være mere forkert. Det er et fantastisk sted med faste rammer, og NC er tryg ved at være der. Han sover mellem 2-4 timer, mens han er der, og så leger han et par timer, og så kommer han hjem igen til os. Han er glad, når jeg afleverer ham – og glad for at se mig, men ked af at skulle hjem, når jeg henter ham.

Jeg bliver bare så træt af den slags ubrugelige udsagn. Kategoriske, unuancerede og uvidende. Jeg har stor respekt for det, han prøver at sige og gøre; nemlig at gøre opmærksom på, at vi måske ikke har lagt vores samfund an på den bedste eller mest optimale måde af hensyn til børnenes tarv. Men det kommer bare forkert ud.

Det kommer ud som et gok i nødden til alle småbørneforældre med vuggestuebørn: “I er dårlige forældre!”. Uden ét eneste godt råd eller forslag til, hvordan vi får det bedste ud af situationen, som den er. Kun en helt enkelt opskrift, som er komplet umulig i det virkelige liv.

I bund og grund er det ikke absolut viden, han lufter, men blot hans teori om det perfekte børneliv ud fra en blanketligning bestående af hans egne subjektive holdninger, samt subjektive tolkninger af både tilgængelig viden og egen erfaring på området. Han har muligvis en pointe, men måden hvorpå budskabet formidles er klodset og gør budskabet komplet uspiseligt.

Det er primært den bedrevidende fordømmende tone, opsættelsen af skræmmescenarier og s.k. ekspertadfærd, jeg simpelthen ikke kan snuppe.

Vi forældre gør det bedste, vi kan, for vores unger. Ofte er det svært at få enderne til at mødes, fordi der er så mange modsatrettede krav fra forskellige sider, at en såkaldt enkelt opskrift går hen og bliver en komplet umulig opskrift i det virkelige liv!

En ekspert er en, der ikke vil lære noget nyt, for så er han ikke længere ekspert.