Det er sjældent, at en nyhed rammer mig så hårdt i hjertet, at jeg får mareridt og kommer til at græde, men da jeg hørte, at 3-årige Holger var blevet væk i det skønne vejr i en plantage i Jylland, berørte det mig dybt.

Jeg kiggede på min egen lille knægt, som var træt oven på en søndag med frisk luft og skovtur. Han kunne lige så godt være gået sin vej i et ubemærket øjeblik. Tanken om hvordan Holgers forældre havde det, var næsten for meget. Og tanken om den lille omflakkende pode var forfærdelig.

Da solen gik ned og det blev mørkt udenfor, blev jeg godt nok trist og ked af det, for Holger var stadig væk ikke fundet. Den lille fyr gik nu i bedste fald rundt meget lille og meget alene i buldermørke ude i skoven, mens jeg puttede min søn under dynen og lyttede til hans protester. Vejrudsigten lovede småregn, det var næsten ikke til at bære.

Da min lille dreng pjevsede klokken 1 og var vågen til klokken 3 i nat, krammede jeg ham og trak ham ind til mig ved tanken om den lille fyr ude i skovens mørke. Vi faldt i søvn tæt sammen. Jeg drømte om at gå rundt i mørke og kalde forgæves på ham, men jeg var jo så heldig at vågne op finde ud af, at det bare var et mareridt. Det var det ikke for Holgers forældre. Det må simpelthen have været så forfærdeligt.

Jeg tjekkede jævnligt nyhederne på nettet og var nok lettere fraværende på jobbet om formiddagen. Og så … lige før frokost læste jeg det på nettet og kom til at græde af glæde og lettelse, da jeg læste, at Holger var fundet i live. Det er simpelthen så stort!!!! HURRA!! Den skønne gæve gut har gået rundt i skoven i et helt døgn med jakken omvendt på. Han så forholdsvis upåvirket ud på billederne, heldigvis. Med tårer i øjnene og løbenæse. Men stadig med hue og vanter på.

Hvor er det bare skønt, at der findes happy endings 🙂

Som forældre til små krudtugler kan man ikke undgå, at ens unger af og til stikker af og bliver væk. Det kunne ske for os, og det kommer til at ske for os, at vores dreng lister af i et ubemærket øjeblik. Fx er vores sommerhus-have er uden hegn omkring, og vi kan jo ikke så godt holde ham inde hele sommeren – eller i snor. Så det fører mig frem til: Hvordan undgår du, at din lille pode på ca. 2 år forsvinder, når du vender ryggen til – og hvordan får du ham/hende til at komme, når du kalder?

Hos os er det nemlig sådan, at når jeg siger ‘kom, skat’, så stikker drengen i et gavtyvesmil og spæner i den modsatte retning. Nej, jeg løber ikke efter ham (medmindre der er biler på færde). Nej, jeg griner ikke (kun nogen gange). Nej, jeg vil ikke true ham med at mor forsvinder, hvis han ikke kommer nu (det virker i øvrigt heller ikke). Nej, jeg vil ikke give ham snor på, hvis jeg kan blive fri (har en liggende, hvis det skulle blive nødvendigt).

Hvad gør du?